Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 51 Verbet i Conjuncetiv (som Ovid. Her. 18, 83 f., hvor Hero skriver til Leander: quid tamen evenit, cur sis metuentior undæ contemptumque prius nunc vereare fretum? sml. Plaut. Amph. 808, Aul. 728 f., Men. 478), og Zander gjengiver ogsaa Stedet af Rigveda ved «quid erat peccatum, quod (propter) cædere præconem laudis tuæ velis?» men noget Saadant stod der hverken i Stedet af Cic. in Cat. (putas), af Cic. de dom. (interficere voluistis) eller af Plaut. Bacch. (optuere). Endelig maa dog vel baade paa Græsk og paa Latin et Avorfor i denne Forbindelse altid i Hovedsætningen forudsætte — hvad der da ogsaa findes i Stedet af Rigveda — et spørgende Pronomen, der antyder eller slutter sig til et substantivisk Begreb, hvortil Relativet i Tanken kan henføres, om det end i Formen ikke altid retter sig derefter’; men dette er ved ὅτι 0g quod slet ikke nødvendigt. Denne Opfattelse kunne vi altsaa vist temmelig roligt slaae en Streg over. En anden Forklaring, der vel i sig selv formelt lige saa lidt vilde give Bisætningen consecutiv som causal Charakteer, men dog nærmest vilde lade den fremtræde som Betegnelse af det reale Forhold, er den, der i det græske ὅτι i denne Forbindelse eller dog i nogle -af de paagjældende Steder vil see et blot indholdsangivende af (s. især Ameis t. Odyss. V, 340, endvidere Aken, Tempus und Modus S. 132, Pape i «Handwörterbuch» og efter ham Berg i 1ste Udg. af Ordbogen). Denne Forklaring maa indrømmes for saa vidt at træffe det Rette, som jo baade det causale og vistnok, hvor det existerer, ogsaa det consecutive af efter sin Oprindelse bør betragtes som indholdsangivende i videre Forstand (det græske causale ὅτι f. Ex. kan jo i mangfoldige Tilfælde umiddelbart gjenkjendes som saadant; s. f. Ex. det 1 Det Samme er — hvis det overhovedet er nødvendigt at bemærke det — Tilfældet baade paa Dansk og Tydsk, hvor man der en enkelt Gang finder et /vorfor i denne Forbindelse, f. Ex. i Wessels Digt Nøisomhed (J. Levins Udg. S. 218) V. 11 f.: Da jeg endnu ei var, hvad mon jeg da begik, hvorfor til Straf jeg Nød. Foragt og Trældom fik? eller Iffland, Verbrechen aus Ehrsucht V, 2: Der Doktor hat mich schon ein paar Mal gefragt: «Was denn im Hause vorging, warum der alte Herr so erschrocken wäre?» ἀν