Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 53 Sted passer Forklaringen ogsaa saa nogenlunde: de Lidelser, Poseidon paafører Odysseus, kunne paa en Maade nok opfattes som det, hvori Gudens Vrede bestaaer, naar man nemlig tænker sig Vreden som Virksomhed. Den passer til Nød ogsaa i Stedet af Sophokles (Ant. 155 ff.), hvis det hører herhen. Men den passer — for ikke at tale om Stedet af Kyropædien — aldeles ikke i Stedet af Herodot: den Uret, Hermotimos tænkes at kunne have tilføiet Panionios, kan paa ingen Maade opfattes som bestaaende i, at Panionios har gildet Hermotimos; den passer aldeles ikke i Stedet af Iliaden: Troernes tænkte Mangel paa Sorg i deres Hjem kan ikke opfattes som bestaaende i, at de besøge Priamos’ Huus; og den passer aldeles ikke i Stedet af Platons Euthyphron: det Nye, der tænkes at være vederfaret Sokrates, kan ikke opfattes som bestaaende i, at han opholder sig i Kongens Buegang. Den ved ὅτι indledede Sætning præsenterer sig her i Forhold til Hovedsætningens Prædicat intetsteds som Indholdsbestemmelse i snevrere Forstand, men overalt som Betegnelse af en Omstændighed, der ligger ganske udenfor Hovedhandlingen, og hvis reale Forhold til denne kun kan opfattes under Consecutionens Schema, saa at altsaa ogsaa denne Forklaring som utilstrækkelig maa lægges ad acta. Endnu en tredie Forklaring kunde jeg tænke mig mulig, hvorefter Bisætningen ikke vilde blive en ligefrem Causalsætning, men Forholdet rigtignok alligevel være seet ikke fra den reale, men, fra den logiske Side, nemlig hvis man i Bisætningen foruden dragne sværd?). Forbindelser, i hvilke der foran en Bisætning af upaatvivleligt eller blot muligviis consecutiv Charakteer staaer et Demonstrativ i Hovedsætningen, har jeg principielt holdt udenfor Betragtningen, ikke blot, hvor Bisætningens Indhold hører med til det Omspurgte (som Arist. Nub. 832 f. τοσοῦτον — ὥστε, Demosth. Il, 26 οὕτως — ὥστε), men ogsaa hvor det er en som given foreliggende Kjendsgjerning (som Soph. Phil. 751 f. οὕτω — ὅτου, Demosth. L, 34 τοσοῦτον — ὥστε), saa at det tildeels kan være mere end tvivlsomt, om Demonstrativet og Bisætningsordet virkeligt høre sammen (sonm i Stedet af Sophokles; sml. f. Ex. Zedlitz, Turturell II: Was hat dein Wesen denn so schnell verändert, dasz ich mein eigen Kind kaum mehr erkenne? — hvor der, for at so— dasz correct skulde kunne forbindes, maatte have været Tale ikke om Hurtighedens, men om selve Forandringens Grad —).