ά. C. P. Christensen Schmidt: Q vilde see en -simpel Udsagnsbisætning som Henseendesbestemmelse i Forhold til Hovedsætningen, saaledes som den vel maae sees, hvor ὅτι og quod betyde hvad det angaaer, at. Om denne Forklaring — der da eventuelt ogsaa maatte anvendes paa de i Begyndelsen af denne Afhandling omtalte Sætningsforbindelser med udsigende Hovedsætningsform — er forsøgt af Nogen. er mig ikke bekjendt', men jeg kunde som sagt tænke mig den mulig, og i de nordiske og germaniske Sprog er jo den ved Relativconjunctionen indledede Sætnings Functionssphære saa udstrakt og dens Forhold til Hovedsætningen tildeels af saa almindelig og ubestemt Natur, at der maaskeė heller ikke for deres Vedkommende vilde være .synderlig Anledning til Betænkeligheder?*. Men ogsaa efter denne Opfattelse vilde jo Bisætningen, forsaavidt den i alle Sprog maa antages at være af samme Art, i alt Fald blive afgjort ikke-consecutiv. og naar desuden i de førstomtalte Sætningsforbindelser Opfattelsen af Bisætningen som Aarsagssætning synes at være almindeligt erkjendt for den nærmestliggende, vilde vel altsaa for den her omhandlede Forbindelses Vedkommende til syvende og sidst dog den Omstændighed, at de forskjellige Sprog ved Siden af den mere ubestemte Form have uddannet Former ogsaa med saa utvetydigt causal Tilknytning af Bisætningen, alligevel komme til at lægge et afgjørende Lod i Vægtskaalen til Fordeel for den ligefrem causale Opfattelse. Langt hyppigere end hos de egentlig græskfødte og græsk- 1 Thi noget ganske Andet er det, naar Capelle - som desuden sammenblander Bisætningens syntaktiske Forhold til Hovedsætningen og selve Relativconjunctionens syntaktiske Function i Bisætningen — betragter ethvert őre som udgaaet fra et in der beziehung dass (s. Nord. tidskr. f. filol. n. r. X S. 95 lI. og 119 f). ? I Analogi med de bekjendte Sætningsforbindelser Madv. gr. Ordf. § 170 a Anm. Slutn. og lat. Spr.? § 398 b Anm. 2 vilde man nærmest maaskee kunne forklare saadanne danske og tydske Forbindelser, som vi have f. Ex. i Sv. Grundtvig, Danm. gl. Folkev. 138 E 7: Det du thøgte, di falcker di for østen fløy: alt fanger du sorrig i hiertet din, den thuinger dig till din døed (sml. ib. H 7, 20, I 10, 239 K 12 ff. og M 8 ff.) eller i Luthers Bibeloversættelse Dan. 2, 41—43 og 4, 20 f. og 23, hvor ogsaa Bibelen af 1550 næsten gjennemgaaende har aft (og første Gang det som).