56 C. P. Christensen Schmidt: er hyppigere end i Græsk, hvad der atter deels kommer af, at det hebraiske Sprog ikke havde nogen anden Form for den paagjældende Forbindelse, forsaavidt den krævede to Verber, end netop den sammensatte Sætning, deels maaskee ogsaa af en vis national Tilbøielighed til emphatisk Udtryk, som denne Sætningsform jo ganske fortræffeligt imødekommer. Men fremdeles er ogsaa dette 3 i Hebraisk brugt og paa Græsk gjengivet ved ὅτι i Tilfælde, hvor fødte Grækere upaatvivlelig ikke vilde have anvendt denne Conjunction, og hvor der endog kan være Anledning til at spørge, om den virkelig ogsaa her kan være meent som Causalconjunction. Jeg tænker her endda ikke saa meget paa, at Verbet i Bisætningen allerede i saadanne Tilfælde, hvor Bisætningens Indhold endnu er en virkelig (nærværende eller forbigangen) Kjendsgjerning, saa der i Græsk staaer Præsens, Perfectum eller Aorist Indicativ, paa Hebraisk ingenlunde altid — saaledes som i det anførte Exempel — staaer i Perfectum (eller, som man tidligere kaldte det, Præteritum) eller i Participialform, men meget ofte ogsaa i hvad man nu kalder Imperfectum (eller Præsens, tidligere Futurum), enten reent eller efterfulgt af Perfectum med consecutivt ἡ; thi selv om Kjendsgjerningen ved denne Form af Verbet maatte være mindre betegnet som saadan end ved de andre, hvad jeg ikke skal driste mig til at udtale nogen Mening om, vedbliver den dog ligefuldt at være en Kjendsgjerning og kan altsaa godt paa Græsk ogsaa have været betegnet som saadan. Men paa Hebraisk bruges dette "3 ogsaa — med Verbet i Imperfectum — i en anden Slags Tilfælde, nemlig hvor Spørgesætningen, som saa altid har negtende eller i alt Fald afvisende Betydning, ikke gaaer ud paa at søge Forklaring af en ligefrem Kjendsgjerning men kun af en Fordring, et Tilbud, en Forudsigelse, der kan være udtrykkeligt fremsat i det Foregaaende, som 2 Mos. 3, 11, hvor Moses, da Gud har befalet ham at gaae til Pharao og udføre Israels Børn af Ægypten, svarer: 33 Ν 2 D7% DN AT NEN D ΠΡῚΞ DN ἼῈΝ 3 (hvem ler jeg, at jeg skal gaae til Pharao OSY), men ogsaa, forsaavidt det er en Fordring, der er Tale om, kan være blot stiltiende forudsat, som Domm. 9, 28 og 38, hvor det i Anledning af Sichemiternes Oprør mod Abimelech, Gideons Søn, hedder: