Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 59 τις πέφηνας; eller Philostratos Epist. 5 (41), hvor Elskeren spørger: πόϑεν εἶ, μειράκιον, εἶπέ, ὅτι οὕτως ἀτέγκτως πρὸς ἔρωτας ἔχεις; Og paa denne Maade finde vi den endnu hos meget sildige Forfattere, som i de prosaiske Samlinger af saakaldte æsopiske Fabler, hvor i Fab. 3 (i Halms Udg.) den gamle Landmand, som Æslerne under Uveiret løbe til Afgrunden med, da han i sit Livs Aften gjør sin første Reise til Staden, udbryder: ὦ Ζεῦ, τί ποτέ os ἠδίκησα, ὅτι οὕτω παρὰ λόγον ἀπόλλυμαι, καὶ ταῦτα οὔϑ᾽ OÇ ἵππων γενναίων οὔϑ᾽ ἡμιόνων ἀγαϑῶν, ἀλλ᾽ ὀναρίων εὐτελεστάτων; i Fab. 165 Jægeren haaner Ulven, som efter at have sønderrevet Faarene flygter for Hundene: ὦ δειλότατον ϑηρίον, ποῦ σου ἣ προλαβοῦσα ἰσχύς, ὅτι τοῖς κυσὶν ὅλως ἀντιστῆναι οὖκ ἐδυνήϑης; OS Í Fab. 425 Mennesket spørger Loppen, da det endelig har faaet Fingre i den: τίς εἶ σύ, ὅτι πάντα μου tà μέλη κατεβοσκήσω, εἰκῇ καὶ μάτην uè καταναλίσκων; Men jævnsides med disse causale Betegnelser af det logiske Forhold mellem det Omspurgte og den forklaringkrævende Kjendsgjerning løber der nu i denne Forbindelse ogsaa en anden ikke mindre tydeligt udpræget Række af Betegnelser, der utvivlsomt ere consecutive og altsaa, ligesom de tidligere omtalte ôr ő, δι’ ὅ τι, ἀνϑ᾽ ὅτου 0.1., kun kunne angaae det reale Forhold mellem Ledene i Forbindelsen. Consecutiv Tilknytning er selvfølgeligt den eneste mulige, hvor Bisætningens Indhold slet ikke repræsenterer en Kjendsgjerning, der trænger til at forklares, men simpelthen en ubekjendt Mulighed, hvis Realitet tænkes afhængig af Hovedsætningens og omspørges tilligemed og ved Hjælp af denne, som naar i Holbergs Lykkelige Skibbrud IV, 9 Henrich spørger Gottfred, der «seer ikke saa fornøyet ud som tilforn» og forklarer det af, at ban siden den Tid «har havt lutter onde Tidender»: Har maaskee Hyppocrene Kilde faaet hart Liv, at den ikke vil springe meer for din Herre? osv.’ Blandt de her om- 1 Her bruges da ogsaa ret jævnlig paa Dansk det absolut consecutive saa at eller saa, f. Ex. Holberg, Jeppe paa Bjerget V, 2 (Men er jeg da levende igien? . . . Saa at jeg spøger ikke? . . . Ey heller gaaer igien.), Jacob von Tyboe I, 4 (Men staaer det dog fast, at det Ord bliver altid syed bag til, saa man kand aldrig sige Us Styg?).