60 CMP: Christensen Schmidt: handlede Tankeforbindelser synes der da først og nærmest at kunne være Trang til consecutiv Tilknytning i de (paa Græsk med ὅτε kun af Septuaginta og det nye Testamente paaviste) Tilfælde, hvor Bisætningens Indhold ikke er en Kjendsgjerning i egentlig Forstand, men en Opfordring, et Tilbud eller en Forudsigelse, og i andre dermed beslægtede, hvor det endog kun er en fremmed Paastand, overhovedet i saadanne Forbindelser, hvor Bisætningens Indhold gaaer med ind under Spørgesætningens i saa Tilfælde regelmæssigt negtende eller dog til Negtelse heldende Mening. Naar i Johannes’ Evangelium 7, 35 Jøderne spurgte: ποῦ οὗτος μέλλει πορεύεσϑαι, ὅτι ἡμεῖς οὐχ εὑρήσομεν αὐτόν; da var dette ὅτι οὐχ εὑρήσομεν (ὅτι med Fut. Indicativ) i alt Fald efter Formen et quod non inveniemus (eller, som Vulg. har, quia non inveniemus) og refererede sig til Forudsigelsen som Kjendsgjerning; men naar Ulfilas, som ellers giengiver ὅτι i denne Forbindelse ved e7 (unte) med Indicativ, her oversætter: hvadre sa skuli gaggan, þei veis ni bigitaima ina? da er dette þei ni bigitaima (pei med Conjunctiv) aabenbart = ut non inveniamus og refererer sig til det Forudsagte som noget blot Tænkt, til hvis Realisation man forholder sig væsentlig skeptisk. Og naar det i 2den Mose Bog 3, 111 den græske Oversættelse hed: τίς εἶμι ἐγώ, ὅτι πορεύσομαι πρὸς Φαραώ; da var ogsaa her ὅτι πορεύσομαι efter Formen et quod ibo og refererede sig til Befalingen som Kjendsgjerning; men naar Luther gjengiver de samme Ord ved: wer bin ich, das ich zu Pharao gehe (ikke: gehen soll)? da er ogsaa dette dasz ich gehe aabenbart — ut eam og refererer sig til det Befalede som noget Tænkt, Moses nødig vil til, og ligesaa forholder det sig med Gjengivelsen i vor danske Bibeloversættelse: hvo er jeg, at jeg skulde gaae til Pharao? og saaledes overhovedet, hvor der paa Dansk bruges skulde om Nutiden og skulde have eller skulde være om Fortiden, f. Ex. Holberg, Barselstuen Ill, 4: mener I, jeg er en Skiøge, at jeg skulde faae Børn med andre, end min Mand? Paa Latin findes ogsaa i denne Sammenhæng Bisætningen tilknyttet ved et /vorfor, som Cic. pr. Rosc. Am. 14, 41, hvor det i Gjendrivelsen af Anklagerens Paastand om et spændt Forhold mellem den Anklagede og hans Fader