- Project Runeberg -  Nordisk tidskrift for filologi (og pædagogik) / Tredie række : Første bind /
61

(1874-1922)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 61 hedder: rursus igitur eodem revertamur et quæramus, quæ tanta vitia fuerint in unico filio, quare is patri displiceret, eller Plaut. Most. 970, hvor Phaniscus, da Theopropides yttrer Tvivl om Sandheden af hans Beretning om det Liv, Sønnen har ført i hans Fraværelse, spørger: quid merear, quamobrem mentiar? men der kan ogsaa staae ligefrem uf, som Plaut. Men. 699, hvor den fremmede Menæchmus svarer sin Svigerinde, der anseer ham for sin Mand og finder, at han i Bevidstheden om sine Misgjerninger burde fuldstændigt forstumme for hendes Bebreidelser: quid tandem admisi in me, ut loqui non audeam? sml. Cic. Verr. 8, 74, 172. Og paa samme Maade bruges der paa Græsk under lignende Omstændigheder deels et /vorfor, som Dinarch. II, 6: τί γὰρ ἀγνοεῖτε, δ ὃ δεῖσϑε λόγων ἀκούειν κατὰ τοῦ νῦν κρινομένου;, deels ligefrem ὥστε. Saaledes siger Plat. Apol. 25 D—E Sokrates, da Meletos har paastaaet, at han fordærver de Unge med Villie: τί δῆτα, ὦ Μέλητε; τοσοῦτον σὺ ἐμοῦ σοφώτερος εἶ τηλικούτου ὄντος τηλικόσδε ὥν, ὥστε σὺ μὲν ἔγνωκας ὅτι οἵ μὲν κακοὶ κακόν τι ξογάζονται ἀεὶ τοὺς μάλιστα πλησίον ἑαυτῶν, οἵ δὲ ἀγαϑοὶ ἀγαϑόν, ἐγὼ δὲ δὴ εἰς τοσοῦτον ἀμαϑίας ἥκω, ὥστε καὶ τοῦτ᾽ ἀγνοῶ, ὅτι, ἐάν τινα μοχϑηρὸν ποιήσω τῶν ξυνόντων, κινδυνεύσω κακόν τι λαβεῖν ἀπ᾿ αὐτοῦ, ὥστε τοῦτο τὸ τοσοῦτον κακὸν ἕκὼν ποιῶ, ὡς φὴς σύ; ταῦτα ἐγώ σοι οὐ πείϑομαι, ὦ Μέλητε. Det er det sidste ὥστε, det her kommer an paa; de to første slutte sig hvert til sit τοσοῦτον, men det sidste betegner det blot tænkte Resultat af den for Anklagerens Paastand som nødvendig Forudsætning til Grund liggende grændseløse Uvidenhed hos Sokrates og benegtes tilligemed denne, hvilket Sidste jo netop medfører, at Sætningen kan have finit Form, skjøndt den ikke indeholder et Factum (Madv. gr. Ordf. § 166 a Anm.. I alle disse Forbindelser, hvor Bisætningens Indhold er noget blot Tænkt, som benegtes eller afvises, og hvor altsaa den for causal Tilknytning nødvendige Forestilling om en given Kjendsgjerning ligger fjernere, maa da først og fremmest den consecutive Tilknytningsform synes at være paa sin Plads, og ligesaa, hvor Bisætningen uden at benegtes eller af- ! Ὥστε m. Inf. have vi i lignende Forbindelse Eur. Hipp. 960 f.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Jun 16 13:58:03 2026 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordfilol/3r1/0073.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free