62 C. P. Christensen Schmidt: vises dog baade realt og formelt refererer sig blot til en forudgaaet Fordring, hvad jeg af ældre græske Forfattere kun kan anføre eet Exempel paa, som tillige er det eneste Sted, hvor jeg hos ældre græske Forfattere har fundet Bisætningsverbet i Conjunctiv, nemlig Arist. Eqv. 1320 τίν᾽ ἔχων φήμην ἀγαϑὴν ἥκεις, ἐφ᾽ ὅτῳ κνίσωμεν ἀγυιάς; (hvilket ἐφ᾽ ὅτῳ κνισῶμεν altsaa paa det Nærmeste svarer til ὅτε med Futurum i Septuaginta og det nye Testamente). Men consecutiv Tilknytningsform findes ogsaa, hvor Bisætningen refererer sig til en virkelig foreliggende og uomtvistet Kjendsgjerning. Hvad vort eget Sprog angaaer, vil jo i dette Tilfælde et consecutivt αὖ gjennemgaaende ikke med Bestemthed kunne kjendes fra et causalt, da Verbets Form ved begge er den samme’; selv hvor Bisætningsudsagnet bestaaer i Præsens eller (om Fortiden) Imperfectum af et Verbum som kunne, skulle, ville, turde og en Infinitiv, vil denne Form ikke med Nødvendighed fremkalde Forestillingen om Bisætningsindholdets Afhængighed af det i Hovedsætningen omspurgte Forhold, altsaa om consecutiv Relation, da det jo meget vel er tænkeligt, at ikke blot den synlig foreliggende Handling, men selve den ved hine Verber betegnede Mulighed, Nødvendighed eller sjælelige Disposition kan være forestillet som Kjendsgjerning, saa at der, ligesom det var Tilfældet, hvor skulle refererede sig til en given Opfordring, Forudsigelse el. l., ogsaa godt kan tænkes et causalt αὐ 1 en saaledes formet Bisætning, lige saa vel som f. Ex. Officeren i Holbergs Barselstue V, 6 kan spørge Corfitz: Er Monsieur meget ude om Dagen, eftersom hun kand have Leylighed til at omgaaes med fremmede Karle i Huset? eller Vandhenteren i Begyndelsen af Oehlenschlägers Aly og Gulhyndy 1 Det bestemt consecutivt prægede saa (at) er her sjeldent. Jeg veed af hele Litteraturen for Øieblikket kun at anføre to Exempler, det ene af Malmøbogen (Fol. 55 r i H. F. Rørdams Udgave: Her aff kwnde wi besinde hwad [i hwad?] mening oc act billede haffwe wæret hoss the hellighe forfædre, saa att the icke wille tilstæde thennom anthen paa wegge eller tapett osv.), det andet af D. G. Monrads Oversættelse af Esaias (57, 11: Hvem frygted du? Hvem ræddedes du for, saaat du troløst glemte mig, og ikke kom til Eftertanke? — i 7, 13 er jeg ikke sikker paa Oversætterens Opfattelse af Bisætningens Realitetsforhold —).