64 C. P. Christensen Schmidt: men ogsaa det ligefrem consecutive ut, som Verg. Æn. VI, 532 ff., hvor Deiphobus spørger den til Underverden nedstegne Æneas: Pelagine venis erroribus actus, an monitu divom? an quæ te fortuna fatigat, ut tristis sine sole domos, loca turbida adires?' Og saaledes finde vi da ogsaa her paa Græsk atter det samme ὥστε. Æsch. Pers. 334 ff. beder Atossa efter den foreløbige Beretning om Nederlaget ved Salamis, som hun aldeles ikke yttrer nogen Tvivl om, men blot ønsker forklaret, Budet om at sige hende, πόσον τι πλῆϑος ἣν νεῶν ᾿Πλληνίδων, ὥστ᾽ ἀξιῶσαι Περσικῷ στρατεύματι μάχην ξυνάψαι ναΐοισιν ἐμβολαῖς, hvilke Ord Dorph oversætter: hvorstor vel de Hellenske Skibes Mængde var, da de sig dristed til at gaae i Kamp imod den stærke Perserhær ved Angrebsstorm tilsøes. Og ligesaa spørge Arist. Pac. 127 f. Pigebørnene den paa Skarnbassen ridende Trygaios: τίς δ᾽ ἣ ᾽πίνοιά σοὐστὶν ὥστε κάνϑαρον ζεύξαντ᾽ ἐλαύνειν εἰς ϑεούς, ὦ παππία; hvad han jo netop er i Færd med at gjøre lige for Børnenes Øine. Plat. Gorg. 462 C—D, hvor Sokrates, ikke just med afgjort Held, bestræber sig for at lære Polos at spørge paa rette Maade, siger han: τί δέ, ὦ Πῶλε; ἤδη πέπυσαι παρ᾽ ἐμοῦ, ὅ τι φημὶ αὐτὴν εἶναι (NMI. τὴν δητορικήν), ὥστε τὸ μετὰ τοῦτο ἐοωτᾷς, εἰ οὐ καλή μοι δοκεῖ εἶναι; hvilke Ord atter Heise gjengiver med causal Bisætning: Hvorledes, Polos? Har Du allerede hørt af mig, hvad jeg forstaaer ved Talekunsten, siden du spørger, om jeg ikke anseer den for skjøn? Og ligesaa spørger Lykos Eur. Herc. fur. 145 f. Amphitryon og Megara: ἢ τὸν παρ᾽ Ἅιδῃ πατέρα τῶνδε κείμενον πιστεύεϑ᾽ ἥξειν, HoU ὑπὲρ τὴν ἀξίαν τὸ πένϑος αἴρεσϑ', εἰ ϑανεῖν ὑμᾶς χροεών πτξ.; hvor jo de Tiltaltes Sorg over den dem ventende Skjæbne heller ikke er i mindste Maade problematisk. I de to sidste Exempler kan Bisætningen sees at være en Kjendsgjerning, da der staaer Indicativ (ἐρωτᾷς, αἴρεσϑε), men i Exemplerne af Aischylos og Aristophanes er dens Indhold ' Sml. quo Plaut. Truc. 349 f. (Num tibi nam amabo ianua est mordax mea, quo intro ire metuas, mea uoluptas ?). ? Der er dog ikke Spor af Grund til med adskillige Udgivere at optage Matthiäs af ham selv tilbagetagne Rettelse ὡς for ὥσϑ᾽, der vilde gjøre Bisætningen formelt causal.