Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 65 ikke betegnet som factisk; der har ὥστε Infinitiv efter sig (ὥστ᾽ ἀξιῶσαι, ὥστε .. ἐλαύνειν Ὁ: at de kunde driste sig til, at du vil ride), ligesom det vilde have, hvis dens Indhold var blot forestillet (at de skulde have dristet sig til, at du skulde ride). Og paa samme Maade finde vi ogsaa ὡς Lucian. Herod. c. 5, hvor der i Anledning af Beretningen om, at Maleren Aëtion ved sit Maleri «Roxanes og Alexanders Bryllup» havde vakt en saadan Begeistring i Olympia, at Hellanodiken Proxenidas øieblikkelig gav ham sin Datter til Ægte, spørges: καὶ τί tò ϑαῦμα ἐνῆν τῇ γραφῇ αὐτοῦ, ὡς τὸν “Πλλανοδίκην d αὐτὸ οὐκ ἐπιχωρίῳ τῷ ᾿Δετίονι συνάψασϑαι τῆς ϑυγατρὸς τὸν γάμον; Heller ikke her tvivles der om Beretningen, Factum ønskes kun forklaret; men Kjendsgjerningen er ikke betegnet som saadan, ós har Acc. m. Inf. efter sig (at Hellanodiken kunde give ham sin Datter), ə: Forestillingen om Kjendsgjerningen, som kunde have fremkaldt causal Tilknytningsform, træder i Baggrunden for Forestillingen om dens Forhold blot som Følge af det Omspurgte. For det homeriske Sprog er — for dog ikke at lade den historiske Side af Sagen ganske uberørt — hele denne Form af Forbindelsen fuldstændig fremmed, ligesom jo da ogsaa den egentlige rene Consecutivbisætning hos Homer endnu slet ikke existerer, og i hvilken Form han med de til hans Raadighed staaende Sprogmidler kunde have udtrykt den tilsvarende Forestillingscomplex, hvis han havde følt Trang dertil, skal jeg ikke indlade mig paa at undersøge. Hos Forfattere fra Keisertiden finde vi her Bisætningen indledet ogsaa ved ἵνα. Det forekommer saaledes først i det nye Testamente, nemlig Joh. 9, 2, hvor Disciplene spørge med Hensyn til den Blindfødte: Ραββί, τίς ἥμαρτεν, οὗτος ἢ οἵ γονεῖς αὐτοῦ, ἵνα τυφλὸς γεννηϑῇ; Vi kunne oversætte: at han skulde fødes blind, og saaledes gjengives Sætningen ogsaa baade i H. Mikkelsens og i Chr. Pedersens nye Testamente (i Overensstemmelse med Vulgatas Text: ut cæcus nasceretur); men de senere danske Bibeloversættelser have: ' S. f. Ex. Xen. Hell. II, 4, 40 (ἐπὶ tivi ὑμῖν μέγα φρονητέον ἐστίν, ὥστε ἡμῶν ἄρχειν ἐπιχειρεῖν), hvor Spørgesætningen har negtende Mening og Bisætningens Handling fraraades. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. I. 5