66 C. P. Christensen Schmidt: at han er blind født, og saaledes oversætter ogsaa Luther: das er ist blind geboren, og Ulfilas: ei blinds gabaurans varþ, altsaa ganske som de vilde oversætte, hvis der stod ὅτι τυφλὸς ἐγεννήϑη, Og ἵνα med Aorist Conjunctiv staaer ogsaa her aldeles uimodsigeligt om en virkelig og om en Fortiden tilhørende Kjendsgjerning. Det forekommer dernæst hos Epiktet, som Diss. IlI, 1, 12, hvor Epiktet siger til den qvindagtigt pyntede Yngling, som han føler sig forpligtet til at gjøre Bebreidelser, at han i modsat Fald maaskee, naar han engang kom til Fornuft, kunde spørge: τί εἶδεν ἔν ἐμοὶ ὁ ᾿Επίκτητος, ἵνα βλέπων ue τοιοῦτον εἴσερχόμενον πρὸς αὐτόν, οὕτως αἰσχρῶς ἔχοντα, περιίδῃ καὶ μηδέποτε μηδὲ ῥῆμα εἴπῃ; altsaa ogsaa om en forbigangen Kjendsgjerning (III, 24, 81 derimod staaer der Præsens Conjunctiv; det hedder der om den, der kun har tilegnet sig Stoicismens formelle Apparat, men ikke dens ethiske Livsprincip: τί σε ἠδίκησε Χούσιππος, ἵν᾽ αὐτοῦ τοὺς πόνους ἔργῳ αὐτὸς ἀχρήστους ἐξελέγχῃς; = αἱ du skal vise). Men det forekommer ogsaa hos Forfattere, der ere noget mere omhyggelige for deres Sprog, som Plutarch. adv. Colot. p. 1115 A, hvor Paaviisningen af det Letfærdige i Kolotos'’ Insinuation, at visse af ham kritiserede platoniske Læresætninger ogsaa vare optagne af Aristoteles, Xenokrates, Theophrast og alle Peripatetikerne, indledes med de Ord: ποῦ γὰρ ἂν τῆς ἀοικήτου τὸ βιβλίον ἔγραφες, ἵνα ταῦτα συντιϑεὶς τὰ ἐγκλήματα μὴ τοῖς ἐκείνων συντάγμασιν ἐντύχῃς; (altsaa atter — har 1ϑ85.),} eller Philostrat. Vit. Apoll. VII, 33, hvor Domitian, forbittret over, at Apollonios har rost Nerva og hans Venner istedenfor at meddele ham Noget om deres formodede Anslag mod ham, udbryder: συκοφάντην μὲ οὖν ἐπ᾽ αὐτοῖς εἴληφας, ἵν’ οὺς ἐγὼ μιαρωτάτους ἀνϑρώπων καὶ τοῖς ἐμοῖς ἐπιπηδῶντας εὗρον, σὺ δ᾽ ὡς χρηστοί τέ εἶσι λέγεις καὶ νωϑοοί; Kunde vi i dette sidste Sted stole paa de Haandskrifter, der have 1 Sml. de fort. Alex. I extr. (Mor. p. 383 A): Ὦ κάκιστε ἀνϑρώπων, τί μοι πώποτε τοιοῦτο συνέγνως, ἵνα τοιαύταις με κολακεύσῃς ἡδοναῖς; NVOr der vel i Hovedsætningen staaer et Demonstrativum, men dette dog neppe staaer i Forbindelse med det følgende ἵνα, men vel ligesom τοιαύταις i Bisætningen blot tyder hen paa det gjorte Tilbuds Beskaffenhed.