Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 67 Bisætningsverbet — thi i det bedste mangler det —, da vilde vi her have ἵνα med Indicativ, hvad der kunde tyde paa, at Forestillingen om Sætningsindholdet som Kjendsgjerning var bleven overveiende og havde faaet Udtryk i Verbets Form; men en saadan Indicativ vilde vist ellers være uden Exempel i alt Fald hos Forfattere fra denne Tid, og den skyldes uden Tvivl enten Interpolation eller Afskriverfeil; Kayser mener, at Verbet kan have været udeladt for bedre at udtrykke «iracundia tyranni», men har det staaet der, har det sikkert staaet i en Form, som ogsaa her vilde tillade at oversætte: at du kan sige. Men har ikke, kunde man maaskee spørge, dette ἵνα, selv om det altid har Conjunctiv efter sig, dog være meent som Causalconjunction? Det troer jeg, man med temmelig Sikkerhed kan benegte. Vel omtaler og illustrerer Apollonios Dyskolos gjentagne Gange et causalt ἵγα med Conjunctiv', og der findes vel ogsaa i Litteraturen, i alt Fald hos Forfattere fra det 4de—5te Aarh. e. Chr., factisk enkelte Exempler paa et saadant”, men dette causale ἵνα kan. efter Beskrivelsen og de givne Exempler at dømme, ikke være 1 De Conj. p. 510 (Exx. ἵνα ἀναγνῶ ἐτιμήϑην, ἵνα λοιδορήσω ἐπεπλήχϑην) og p. 511 f. (Ex. ἵνα γράψω ταῦτά μοι ἐγένετο), de Adv. p. 564 f., de Constr. p. 266 (Exx. ἵνα ἀναγνῶ ἐτιμήϑην, ἵνα ἀναστῶ ἠνιάϑη ΤούφωνῚ, ` p. 268 f. (Exx. ἵνα φιλολογήσω παρεγενήϑη Τούφων — med Tilføiningen ἐν ἴσῳ γάρ ἔστι τῷ διότι ἐφιλολόγησα παρεγενήϑη Τούφων — og ἵνα ὑβοίσω Θέωνα ἡγανάκτησε Δίων) og p. 273. Sml. Theodos. Canon. p. 1035, Schol. t. Dionys. Thr. p. 884. ? Jeg kan anføre to, nemlig Anth. Pal. IX, 169, 6 f. ἀλλ᾽ ἵν᾽ åpαρπάξῃ Βρισηΐδα πρὶν Ayauśuvorv, τὴν “Ἑλένην δ᾽ ὁ Πάρις, πτωχὸς ἐγὼ "γενόμην (nml. som Grammatist) og Ioann. Chrysost. de Sacerd. I, 4, 38 δίκαια πεπονϑέναι λέγοντες αὐτούς, καὶ εἰ μείζονα τούτων ἀτιμασϑέντες ἔτυχον παρ᾽ ἡμῶν, ὅτι τοσούτους καὶ τηλικούτους ἀφέντες ἄνδρας μειράκια χϑὲς καὶ πρώην ἔτι ταῖς τοῦ βίου μερίμναις ἐγκαλινδούμενα, ἵνα χρόνον βραχὺν τὰς ὀφρῦς συναγάγωσι καὶ φαιὰ περιβάλλωνται καὶ κατήφειαν ὑποκρίνωνται, ἐξαίφνης εἰς τοσαύτην ἤγαγον τιμήν, ὅσην οὐδὲ ὄναρ λήιρεσϑαι προσεδόκησαν. De Forsøg, man har gjort paa at forklare ἵνα paa disse Steder som et almindeligt for αὐ (Klotz t. Devarius p. 632, Seltmann t. Stedet af Chrysostomos), har jeg i alt Fald ikke været i Stand til at finde fornuftig Mening i. Som man seer, er der paa begge Steder Tale om en utilstrækkelig Grund, hvis Virkning der doleres over, en Eiendommelighed, der ikke fremgaaer af Grammatikernes Omtale. 5*