94 Et Plagiat. knuder, en passion for realistiske detailler, som kommer af hans intense individualisering» [!]. Men også ellers har den fortræffelige afhandling i det engelske tidsskrift, der giver en overlegen og dannet ånds sammenfattende, forstående, men ikke blindt beundrende karakteristik af den store digter, tabt meget ved at komme under hr. Stf.s behandling; han udelader flere steder noget af det vigtigste og rigtigste, og hans egne indskud forstyrrer altfor ofte tankegangen. — Ved det mundtlige «forsvar» læste en af opponenterne denne passus op: «Når man læser en af hans sjælelige analyser, er det som man betragtede et kunstfærdigt urværk, indfattet, ikke i metal, men i gennemsigtigt glas. Man glemmer dets ydre, dets angivelse af tiden, og fortaber sig i beskuelsen af det fine, indviklede maskineri. Urets sjæl er blottet for os, ellers ser vi kun viserne angive tiden, hvilket da også er de fleste nok» (s. 157), og han raillerede over Stefánsson, der her ganske af sig selv var faldet på at sige om Browning, hvad Goethe har sagt om Shakespeare. (Les beaux esprits se rencontrent!) Hertil havde vor doktorand intet svar; det eneste ærlige vilde ha været: «Nej, jeg må bekende: idéen skyldes ikke mig; jeg har ganske simpelt skrevet den af efter Stedman side 432; om han har kendt Goethes ord, veed jeg ikke.» («To read one of Browning's psychical analyses is like consulting a watch that has a transparent glass, instead of a cap of gold, surmounting the interior. We forget the beauty and proportions of the jeweled timepiece, even its office as a chronicler of time, and are absorbed by the intricate and dexterous, rather than artistic, display of the works within. Here is movement, here is curious and exact machinery — here is the very soul of the thing, no doubt; but a watch of the kind that marks the time as if by some will and guerdon of its own is even more suggestive and often as satisfying to its possessor.» Man vil se, at der er noget af Stedmans tanke, der går tabt i Stf.s gengivelse.) Nogle steder træffer vi ikke blot den ovenfor påviste passive fortien af kilderne, men en aktiv skjulen af «lånet» ved småændringer, der vel skal frembringe skinnet af, at Stf. sely har fundet på tankerne og selv har valgt sine citater. Fra indledningen, der fra s. 4 til 10 (hvor benyttelsen af Dowden begynder) trolig følger Stedman, skal jeg anføre: