Anm. af C. Berg, græsk Formlære, ved V. Levy. 107 komme med det, jeg oftere må gjentage, nemlig et bestemt Ønske om at vende tilbage til den oprindelige Form af Bergs Grammatik. Thi disse Forandringer og Afvigelser fra det tidligere ere ofte meget uheldige, og det ser undertiden næsten ud som om Afvigelsen var søgt med Vilje, blot af Lyst til at afvige fra de tidligere Udgaver, og ikke af nogen anden Grund. Og der er endda ikke så få Tilfælde, hvor den tidligere Ordning ubetinget må siges at være bedre. Nu strax i første Deklination er det uheldigt, at Ordene med ἢ i Singularis er stillet før dem med a. a er jo det oprindelige — bortset fra at det tillige frembyder mest Lighed med Latin og derved en ikke ringe Lettelse. Dernæst er Reglen om, hvilke Ord der har a i hele Ental og hvilke der ikke har det, ikke så godt affattet som i de ældre Udgaver. Ganske vist er der her en Forbedring, idet det er medtaget, at Ord på ἃ beholder a'; men som Reglen er opstillet, er Eleven ikke i Stand til ud fra en Genitiv som f. Ex. δόξης at konstruere Nominativen δόξα. Ved anden Deklination er der ikke andet at bemærke end at der ved Ordene af den såkaldte attiske Bøjning har indsneget sig en slem Trykfejl, idet Nominativ Pluralis er anført uden Jota subscriptum. Atter i 3dje Deklination er Ordningen meget uheldig, idet der ikke, som rimeligt var, er begyndt med Ord, der i Nominativ har det almindelige Nominativsmærke, nemlig -ç. Ordningen i den gamle Udgave var langt simplere og overskueligere; men Hovedfejlen ved 3dje Deklination er Blandingen af Substantiver og Adjektiver. I og for sig er der intet at indyende mod en Sammenstilling af disse to Ordklasser, hvis Bøjning joi Hovedsagen er den samme; men det kunde dog være gjennemført anderledes og bedre end her er sket. Det burde være omtalt ved lste og 2den Dekl., at der var Adjektiver, der bøjedes på samme Måde som de anførte Substantiver; som det nu stâr, kommer ἵλεως pludselig dumpende ind og Bleven får intet klart Indtryk af, at der er Substantiver, der bøjes på samme Måde. Der er her, som mange andre Steder, sparet på Pladsen, men det er sket på Tydelighedens Bekostning. Bogen er her forkortet — men næppe forbedret. I 3dje Deklination når Forvirringen ved Blandingen af Substantiver og Adjektiver sit Højdepunkt. Blandt de første Paradigmer er der, som ovenfor bemærket, intet med ç i Nominativ; saa kommer som Tillæg hertil i § 54 en Bemærkning om, at nogle Stammer (mest Adjektiver og Participier) har et ç i Nominativ. Lidt derefter støder man på Bøjningen af Komparativerne med de kortere Former, hvad der nok skal tjene til at forvirre Eleven, lige som han har begyndt at lære 3dje Deklination. Når man kommer til Stammerne pâ -ç, er der af Hankjønsord kun Exempler på Adjektiver; dette synes jo nok 1 En Forklaring af, hvorledes dette ἃ er fremkommet, havde dog måske ikke været af Vejen.