108 M. J. Goldschmidt: at kunne forsvares derved, at Substantiverne på -75 alle ere oprindelige Adjektiver; men man savner dog en Anmærkning om, at der også findes Substantiver, der bøjes på lignende Måde, som f. Ex. τριήρης; ikke at tale om, at Anførelsen af et Egennavn som Διογένης havde været i høj Grad instruktiv. Ved v-Stammerne får man ταχύς bøjet, men her (hvad der måske heller ikke var så let at få med) uden Angivelse af Hunkjønsformen ταχεῖα, og så må man senere til at lære den med. Her har vi altså atter et Exempel på den nye Måde at gjøre Arbejdet lettere på — dette velsignede Princip: at få det bagefter på en anden Måde. Og hvad er der så opnået ved denne Sammenblanding af Substantiver og Adjektiver? Der må jo dog bagefter opføres et særskilt Kapitel om Adjektivernes Kjønsbøjning; nej, det eneste rigtige havde naturligvis været at holde Substantiverne for sig; man kunde så, hvis man vilde, på hvert enkelt Sted have tilføjet i en Anmærkning, at således bøjes også tilsvarende Adjektiver — og ved Adjektiverne kunde man så igjen have henvist til den foregående Bøjning af de allerede lærte Substantiver. Adjektiverne var ganske vist uforholdsmæssigt udførligt behandlede i de ældre Udgaver; men en Sammentrækning, der er så summarisk som den, den nye Udgave giver os, frembyder ubetinget langt flere Vanskeligheder end Lettelser. At Adjektiverne efter 1ste og 2den Dekl. er behandlede kortfattet, kan endda forsvares; men Ordningen er atter her ikke heldig, idet Adjektiverne efter 2den Dekl. med to Endelser ere skilte fra dem efter 1ste og 2den, hvortil de dog naturlig slutte sig. Men Adjektiverne efter 3dje fordre en udførligere Omtale, end den nye Udgiver skænker dem; der burde i al Fald være anført nogle Bøjningsmønstre helt ud; ved Undervisningen savnes det f. Ex. hårdt, at Ord som πᾶς, ταχύς, Øv, ikke ere bøjede helt gjennem alle Kjøn og Kasus. Man vil herimod màåske indvende, at Eleverne bør kunne konstruere det efter det tidligere lærte; dette er vel sandt; men dette Arbejde er ikke let og det kræver vist for megen Abstraktion af de ganske unge Elever. Her er atter et Punkt, hvor Lettelse var ønskelig, men hvor den nye Ordning kun har gjort Vanskelighederne større og Tilegnelsen usikrere. En Datiyform som f. Ex. λυϑεῖσι vil Eleven måske kunne konstruere ved en Henvisning til § 27 — en Henvisning, der forøvrigt savnes, hvor λυϑείς er omtalt, hvilket er såmeget mere beklageligt, som der ikke foran findes noget Bøjningsmønster, der ender på -s'; men ligeoverfor Dativ Pluralis af χαρίεις lades Bleven fuldstændig i Stikken; det eneste Sted, hvor han kan faa Besked, nemlig § 27. læres, at vr foran ø ' Noget lignende gjælder om Ordet οὐδείς, der — mirabile dictu — er anført under Talordene. Her har Udgiveren for en Gangs Skyld været nogenlunde udførlig; men desværre er han ikke gäet så vidt 1 sin Udførlighed, at han har nået at få Dativformen οὐδέσι med — og han har ikke engang henvist de stakkels Elever til § 27 b.