114 Niels Moller: THREISSA. Gyllis! METRIKE. Gamle Gyllis! nej! — Ud med dig, pige! — Hvor har da himlen ført din vej herind til os? Nu gæster nok en gud vor jord! I fem samfulde måneder har ingen, det jeg tror, ja, ej engang i drømme, sandfærdig! set dig før, min kære Gyllis, komme hen til denne dør. GYLLIS. Jeg har så lang en vej — mit barn! — og den er svær, for på gaden må jeg ælte i dynd til mine knær; jeg kryber som en flue i fedt. Og som du véd: den sorte nat er nær, og ælde trykker ned. METRIKE. Å lad nu heller fare at lyve tiden på! Du, Gyllis, kunde gærne andre isønder slå! GYULIS. Ja, hån mig kun, min kære! Det plejer I jo van, I unge —! METRIKE. Så så så! Kom ikke strax i brand! GYLLIS. Men barn dog, sikken tid du lever her forladt og slider som enke din enlige seng hver evige nat. Det er vel nu ti måneder, siden Mandris fór hen til Ægyptens land, og han sender ikke et ord, nej glemt dig har han og drikker nu af en anden skål. — Der er man som i himmerig. For i fulde mål alt hvad som vel kan tænkes, er i deres by: rigdom og idrætspladser og solskin og magt 0g ry, skuespil, unge mænd og lærde og mønt, og de har søskendgudernes lund og kongen, som er sä rar, museion, vin og alt, hvadhelst din sjæl har kær, — piger, ved Hades’ mø! så selve himlen bær aldrig, når mest den pranger, så stor en stjærnehær! en øjenslyst som de tre gudinder, der engang kom — jeg håber ikke, de hører! — til Paris’ skønheds-dom.