Herondas’ Mimiamber. 117 II. Bordelværten. BATTAROS. Det er vel ikke det, de herrer dømmer på, om vores slægt og rygte er så eller så; og selv om Thales’ fartøj er fem talenter værd, mens jeg har knap til brødet, skal han vel ikke her ha’ ret mod mig, om ogsä han dog har sig forbrudt; for ellers vil jeg bede jer: — det er da ej forbudt — så ryg og rejs --ἰ . . . og rende til en anden by, hvor jeg kan blive borger og loven giver |y, og hvor vi ikke lever — om jeg da hører til — og hvor vi ikke lever — ikke som vi vil — men under Thales’ pisk! Jeg gad vælge en patron som Mennes, der på næven slog Aristofon, som dog endnu, o Thales, sagtens kan fà bugt med Filistevs! — Ja, mine herrer, når solen vel er slukt, er vold hans liv og lyst! — Og er hans kappe flot, så ligger jeg for anker hos patronen, lunt og godt. Og hvis an kom ind fra Ake, med skibet stuvet fuldt af hvede, så vi slap for den forbandede sult, så har jeg forskrevet piger fra Tyros til vort land til byens bedste. — Gratis gi'r da hverken han sit korn til brød eller jeg en tøs til pusleri. Fordi han sejler rundt, og kappen, han er i, er værd tre miner attisk, mens jeg er her i ro og bær en lurvet kofte og gamle rädne sko, kan han vel ikke røve mine piger, — ved nat med vold og uden lov. For så er det ilde fat med byens værn; og det, hvoraf I gør spræl, jer frihed, mine herrer! slår Thales rent ihjel. Han burde — da han véd, af hvad skidt han er skabt, og hvem han er — som jeg stå ynkelig fortabt og ryste for den ringeste borger, som han så! — Ake, i Fønikien, det senere Ptolemais.