122 Niels Moller: når han vidste, I holdt fest og skolen havde fri. Men å, såvist, Lampriskos, disse der mä gi dig alle gode ting og mange glade år, så hug mig ham — LAMPRISKOS. Metrotime, spar din bøn; han går dog ikke glip af noget. — Evthias! kom her! og Kokkalos! og Fillos! Tag mig strax ham der og hiv ham op på ryggen! . . . I venter da vel ej på Akesaios’ måne? . . . Jo, det er net af dig! Så tærningspil for spøg er ikke længer nok for dig, min lille ven, som for hele denne flok? På spillehus! hos sjoverne! dér render dit skarn! men du skal bli’ så myg som noget pigebarn, så du ikke rør’ et strå! — når det er det, du vil! . .. Min skarpe rem! min tyrestjært, hvormed jeg slår til på dem, der må i hullet og bliver lagt i bånd, — hid, før jeg hoster galde, og læg den i min hånd! KOTTALOS. Nej nej, Lamprisk! jeg ber dig ved dit skæg, ἃ hør! ved muserne! ved Kottis! å så tag dog før en anden end den skarpe — LAMPRISKOS. Du er en skidte knægt, så ingen slavehandler vilde lyve så frækt, at han roste dig; end ikke, om han var der tillands, hvor musene gnaver jærn. KOTTALOS. Av, av! Lampriskos! stands! Hvor mange skal jeg ha’ dog — å, når jeg nu ber — LAMPRISKOS. Spørg ikke mig om det, men σὰ til hende der. KoOTTALOS. Å, mor! hvormange til? Akesaios var Nelevs’ styrmand. Han vilde ikke tage afsted, der blev fuldmåne altid; for så kunde de sejle ved lys. før