H3rondas’ Mimiamber. METROTIME. Hvis jeg må leve mer! — så mange der kan ligge på din usle krop! KOTTALOS. Av, holdt! nu er det nok! LAMPRISKOS. Vil du da holde op med dine slyngelstreger? KOTTALOS. Det ved muserne jeg vil; jeg skal aldrig gør’ et mer. Det sværger jeg dig til! LAMPRISKOS. Det er dog en farlig tunge, du har dig der, din hund! men giv nu blot et grynt, så knebler jeg din mund. KOTTALOS. Jeg tier jo. Lad vær at slå mig helt ihjel. LAMPRISKOS. Så slip ham, Kokkalos! MENROTIME. Nej, nej, bliv ved og smæld, til solen går sin vej, og flå hans arge skrog. LAMPRISKOS. Men nu er han jo mere spættet end en snog. METROTIME. Ja, tag så idetmindste og lad ham ved sin bog få endnu tyve til, den bengel, — om endog han læser meget bedre end Kleio hvert et blad. KOTTALOS (løber sin vej og rækker tunge). ÆA—hbæ! METROTIME Å, stik din tunge ind i biernes mad! ... nu går jeg hjem og melder det til den gamle mand -og kommer så med fodjærn om et lille spand; sä skal de store muser se ham danse rundt, fordi han var dem fjendsk, med sine ben i bundt. 123