Anmeldelser. Udvalg af oldnordiske skjaldekvad med anmærkninger ved Konráð Gislason, udgivet af kommissionen for det arnamagnæanske legat. København 1892, Gyldendal. XXVII -} 248 5. Det udvalg af skaldedigte, som her efter samlerens død ser dagens lys, omfatter tiden indtil aar 1040. Selve texten indtager 48 sider, Gislasons anmerkninger det derpaa følgende afsnit til s. 213. Derefter kommer et fra docent Finnur Jónssons haand stammende tillæg indeholdende de i texten udeladte halvvers. Endelig er bogen af samme forfatter forsynet med en indledning, hvori endel notiser fundne i G.'s papirer er optagne, samt med registre. Om den del af verket, der tilhører Gislason, er det tilstrækkeligt at sige, at det fuldkommen opfylder de forventninger, man var berettiget til at stille til et arbeide af denne fortræffelige kjender af den gamle skaldedigtning, og det er uden forbehold, at anm. underskriver de smukke ord, hvori hans discipel og arvtager hædrer hans minde (s. XXVI—XXVII). Ogsaa udgiveren fortjener stor anerkjendelse for sin andel i bogen, der har bidraget betydelig til dens anvendelighed. Naar anm. alligevel i det følgende skal fremsætte nogle ankeposter, da tør disse ramme mindre Gislason selv end hele den retning, han tilhørte — en islandsk skole med traditionelt udviklede principer, der har givet hele denne gren af oldtidsstudiet en fast, men — som jeg tror — ikke i alle dele endelig form. Hvad selve textformen angaar, fremtræder her tydeligst dens redaktørs bekjendte grundighed og store samvittighedsfuldhed. Næsten kunde man fristes til at finde denne for stor, naar den fører til udeladelse af strofer eller dele af saadanne, som for sammenhængens skyld synes uundværlige, saasnart blot en, om end nok saa svag, tvil klæber ved deres forstaaelse. De optagne læsemaader forekommer os gjennemgaaende at være de bedste, konjekturerne forsigtige og træffende. Kun skulde anm. i Flokkr ortr af liðsmonnum, 1. 29—30 (s. 34) istedetfor udtrykket víga gný, hvor a'et beror paa konjektur, have foretrukket vigra gný, der giver en regulær kenning for kamp (sml. gnýr darra, geira, geirs), hvilket neppe kan siges at være tilfælde med víga gný (jvf. s. 166). Medens samlerén under sin omhyggelige veien af alle læsemaader mod hinanden udviser en omsigt, som sjelden lader noget vægtigere moment ude af betragtning, synes hensynet til metrets krav undertiden at haye kommet vel langt nede i rækken. Saaledes har han i verslinjen ‘foí effe hljótöndom heitet, Gunnlaugr ormstunga 3° (s. 27) optaget Wimmers læse- g*