132 : Hjalmar Falk: maade, idet han bemærker (s. 126), .at /jótöndom slutter sig nærmere til hss. end //óíom; medens forholdet er det, at alene hljótum giver et rigtigt vers. L. 278 af Sigvatr þorðarson (s. 39) lyder hos G. saaledes: εὀκπβέγι 8 fyrrom riþa. Dette vers strider mod den undtagelsesløse regel, at anden fod i en lige linje af A-typen forkortes, hvor der i anden stavelse af første fod er en bitone. Halvstrofen bør vistnok lyde: Svia tyggja leitk seggi söknstriðs (firum) riða (bol vas brátt til heljar búit mest) Sigars ħesti. Overhovedet synes denne Sievers’ bekjendte regel ikke ret at være gaaet G. over i blodet. Saaledes har Jónsson i fortalen (s. XXIII) om verslinjen ‘øsongs fúra dísi’, Vígaglúmr 1° (s. 15) rigtig bemerket, at fura maa læses med kort u. Linjen ‘hayr jarl Kváses drayra'’, Binarr skálaglam 3° (s. 18) er af samme forfatter andetsteds rektificeret gjennem paavisning af, at Avasir har havt kort a. De lige linjer ‘vígíjalds nærre skalde’, Fórarinn máhlíðingr 16 (s. 20), og ‘brands svá nære lande’, Forðr Kolbeinsson v. 54 (s. 30) — hvor nære efter G.’s bemerkning s. 151 er «en for versemaalets skyld nødvendig gisning i st. for nær» — er berigtigede af Bugge, Om Versene i Kormaks Saga (Aarb. for nord. Oldk. og Hist. 1889), s. 87 f. ved indsættelse af ἔπάϊ (= got. néhwa '‘prope’) for nær(r)e (herved bortfalder Jónssons henvisning s. XXII til Sievers, der krævede *næir). Der er ogsaa andre metriske typer, som G. ikke synes at have opfattet strengt nok. Saaledes frembyder linjerne (κόρ forysto góða’, Pórleifr jarlsskald 1* (s. 19) og ‘gein hlöþynjar beina’, Vọolusteinn 1° (s. 25) samme metriske anstød, hvorved dog er at bemerke, at G. selv i anmerkningerne s. 102 tillægger, at formen forvisto vistnok er den oprindelige. Ligesom A-typen med bitone paa anden stavelse frembyder ogsaa den anden A-type (uden bhitone) enkelte feil i anden fod, der jo her ikke kan forkortes. Linjen ‘veit at Vale beiter’, Holmgongu-Bersi v. 45 (s. 11) er rettet af udgiveren i indledningen s. IX ved at forandre Vale til γάϊο. Derimod forekommer det anm. mindre sikkert, om Jónssons rettelse af snere til snerre (s. XXIII) i linjen ‘snót en snereláta’, Porðr Kolbeinsson v. 70 (s. 30) har truffet det rette; kanske heller snæri- eller snæri-? jvf. adj. snæriligr (sl. s. 153), n. dial. snörleg ‘rask, hurtig’ (Aasen) og vb. snæra, snöra (Aasen), sv. dial. snära, snöra ‘skynde sig’ (Rietz); ogsaa i PÞórsdrápa str. 7 er vistnok med Wisén at skrive snærið/óð. 1 linjen ‘nekan brand af nøkkvi’, ĦHallfrøðr vandræðaskald v. 19 (s. 22) bør sikkert læses ποκίοὶ (jvf. s. 108). Medens G.'s betragtning af de metriske schemata maaske tildels ikke har været skarp nok, gjør han til gjengjæld i sin N