Anm. af: Udvalg af oldn. skjaldekvad, ved Gíslason. 133 opfatning af rimets, særlig helrimets, strenghed efter anm.”’s mening for meget af det gode. Her kommer navnlig i betragtning rim mellem omlydte og uomlydte vokaler. Som de fleste islændinger anerkjender G. ikke helrim mellem a og o, og han har (s. IX) formuleret principet for skrivemaaden i nærværende udvalg saaledes: «ö beholdes, hvor særlige omstændigheder ikke fordrer a.» Over dette princip, der ogsaa er tiltraadt af flere ikke-islandske udgivere som Wisén og Möbius, har flere fremtrædende forskere udtalt en kraftig og berettiget fordømmelsesdom, saaledes Bugge, Om Versene i Kormaks Saga, s. 46, Sievers i Paul og Braunes Beiträge 1887, s. 491, Wimmer i Die Runenschr. s. 316— 18, Sijmons i Zeitschr. f. deutsche Philol. XXI, s. 368, Gering i Kvæpþa-brot Braga ens gamla (Halle 1880), s. 13, Hoffory o. ἢ. Paastanden om, at u-omlyden af a er opstaaet i 1116 aarh., er fuldkommen uholdbar. Former som /andom, Prangvar har sikkert aldrig været islandske, og sproglige misfostre som ħall, fjar, Hagni kan ligefrem kaldes et slag i ansigtet paa videnskabens fundamentale love. Eller hvorledes har man egentlig tænkt sig opkomsten af biformer som Svalðrar: Svolðrar, nakkvi: nokkvi, fjar: fjor? Skulde hele omlydsbevægelsen have været et fakultativt indtrædende fænomen? Eller skulde i digtersproget den vildeste analogi have ført sceptret, for senere at vige pladsen for en regelbundethed, der ved nærmere betragtning viser sig at stemme med og alene at kunne forklares ud fra forhistoriske forholde? Eller endelig, har man tænkt sig, at ved bortfaldet af det omlydvirkende u den forudgaaende konsonant har bevaret en u-farve, der først i langt senere tid har begyndt at afficere rodvokalen? Enhver ser, hvilke selvmodsigelser ὁ hele denne opfatning nødvendig leder til, og det kan kun forundre, at endog en yngre forsker som B. Kahle (Die Sprache der Skalden, Strassburg 1892), der opererer med sprogvidenskabens nyeste resultater, uden forbehold kan slutte sig til den. I fuld overensstemmelse med sin strenge oppfatning af rimforholdene i aðalhending betegner G. i sit udvalg ikke zu-omlyden af dá eller v-omlyden af 7# og skriver — med endel undtagelser (se s. XIII) — overalt e for ø. En paafaldende undtagelse gjør G. med rimet é: εὖ, hvorom se s. 104. " Sagen er den, at hele G.'s opfatning af helrimets strenghed tiltrænger adskillig modifikation. At selv de ældste bekjendte skalde uden betænkelighed rimer det aabne omlyds-e med lukket germ. e, skjønt disse først sent faldt sammen i udtalen, er bekjendt nok. Men nu har forskjellen mellem disse e'er ganske vist i ældste tid ikke været mindre end mellem de øvrige omlydte og uomlydte vokaler. Der er al grund for den antagelse, at den affektion, rodvokalen modtog gjennem en følgende vokal (resp. halvvokal), fra først af har været ganske minimal, men senere er vokset, dels ved fortsat indvirkning af samme vokal (hvor