134 Hj. Falk: Anm. af: Udv. af oldn. skjaldekvad, ved Gíslason. denne blev staaende), dels ved dissimilationens kraft, dels — og maaske fornemmelig — derved, at den afficerede konsonant vedblev at paavirke rodvokalen, selv efterat den omlydvirkende vokal var bortfaldt — et fænomen, der er bekjendt nok fra det tyske sprog. Ved denne antagelse kastes der lys over rimforholdene ved det v-omlydte i (det aabne y). Dette rimede i ældste tid altid med et ensartet y eller med 7, men fra c. aar 1000 bliver rimene med det rene y altid hyppigere, indtil de bliver de eneste. De tidligste eksempler, jeg kjender, paa helrim mellem de to y'er er ‘hygg kómu son Tryggva’, Porðr Kolbeinsson, og “ποαίί tortrygðar hyggju, HĦallfrøðr vandræðaskald’. Den naturligste slutning er da, at dette uægte y i ældre tid har staaet 7 nær, medens det fra c. aar 1000 af har nærmet sig mere til det lukkede y, med hvilket det tilsidst faldt sammen. Men det følger ingenlunde af det nævnte forhold, at ingensomhelst affektion af rodvokalen har fundet sted før den tid, da rimene med rent y optræder i digtningen. Paa lignende vis forholder sig ogsaa det v-omlydte e. Der er neppe tilstrækkelig grund til at søge at bringe harmoni for øiet mellem overleverede rimord som síø/k/koir ~ gekk, þrøngvir ~ engskt. Ogsaa her har vistnok i ældre tid lydligheden været større (d. v. s. ø'ets labialisation mindre) end senere. Og endnu langt mindre grund er der til at udeliminere lydverdien ὁ — men til en nærmere indgaaen paa disse emner er her ikke stedet. Med hensyn til de sproglige bemerkninger, der forekommer spredt omkring i bogen, da frembyder disse ved siden af mange fortræffelige ting ogsaa adskilligt, som tyder paa, at deres forfatter ikke kan have fulgt med i den nyere sprogvidenskabs udvikling. Saaledes heder det 5. 48 om ῥῴζβη: «Ordet býsn har formodentlig fra først af havt en kort selvlyd (/ysn), og er formodentlig identisk med got. busni (i ana-busni-), der bestaar af den gotiske rod bud . . . forandret til ðus, og det afledende suffix ni, etc.» Denne bemerkning er ikke saa lidet misvisende. For det første er suffixet ikke z7, men sæi. Dernæst er got. anabûsns, der forholder sig til verbet Øiudan paa en noget lignende maade som got. us-beisns til us-beidan, vistnok at ansætte med lang vokal: jvf. Kluge, Nominale Stammbildungslehre § 147, Kluge i Beitr. VIII, 535 (Sievers 1 Beitr. X, 497). S. 129 er opstillet en ny etymologi (sml. Njála II, s. 141), idet on. /øsír (st. lastu) er afledet af det /as, der forekommer i on. /as-meyrr, -mærr, lasinn, nyisl. las-burða og laslegur, alle i betydningen σ΄ * Dersom yet i byggva, som man synes at antage (se t. eks. Noreen i Arkiv I, 5. 169), har lukket y, vilde linjen ‘byggvendr at þat hryggvir’ hos þjó®ólfr enn hvinverski frembyde et endnu langt ældre eksempel. Imidlertid gjør verset Jjarðbyggvi sed liggja’, Vellekla str. 24”, vokalforholdet usikkert. KLigesaalidt tør jeg benytte ordet éyggi (tiggi).