H. Olrik: Anm. af Andreae Sunonis f. Hexaëmeron, ed. Gertz. 135 ‘svag, skrøbelig’, samt i nyisl. subst. /as/ei/ki 0g vb. laska. Denne etymologi er saavel fra formens som fra betydningens side fuldkommen mislykket. Som bekjendt hører on. /osír sammen med tysk /aster til vb. laħan ‘dadle’. ZLasinn etc. er ganske vist at sammenstille med got. /asivs, ‘svag, kraftløs’.! 5. 154—5 byder paa en liden sproglig afhandling over forholdet mellem /fjarg ‘guddom’ og 7707 ‘liv’, hvis identitet det dog ikke kan siges at være lykkets forfatteren at sandsynliggjøre, hverken i formel eller reel henseende,” Bl. ἃ. fremtræder her i stærk belysning den G.’ske betragtning af gotisk som det sprog, der paa hvert punkt nødvendigvis maa repræsentere det oprindeligste standpunkt blandt de germanske dialekter, idet han trods samstemmigheden mellem oht., mht., osax., ags. og on. i ordets kjøn giver gotisken forrangen. Vi henviser læserne til denne udvikling, der danner et slaaende eksempel paa, hvorledes et forældet sprogstandpunkt tager sig ud for den yngre slegt af filologer. Kristiania, 15. Oki.. 92. Hjalmar Falk. Andreae Sunonis filii archiepiscopi Lundensis AHexzačmeron libri duodecim. Nunc primum edidit M. C/. Gertz. Hauniæ MDCCCXOCII, Gyldendal. XXXVII -} 429 pp. Den danske Middelalder er fattig på boglige storværker. Kun to skrifter kan betegnes med et sådant navn. Det ene er Sakses «Gesta Danorum», der rager op over sine omgivelser som en kæmpe. I dette mærkelige værk har to kulturer, indbyrdes höjst forskellige, indgået pagt: fædrelandets oldsagn og olddigtning og dets hjemlige historiske minder iføres den kirkelige dannelses kunstfærdige, latinske klædebon. Dette lod sig gøre på så storladen måde i Valdemarernes tid, da folkeånden rørte sig stærkt og sindene var løftede ved tvende slægtleds stordåd, samtidig med at kirkens magt hævede sig og præstestandens virken prægede sig dybere i folkeliv og statsudvikling. Men var den kirkeliglatinske dannelse for Sakse kun et fremstillingsmiddel, stod den 1 Til got. Zasivs stiller Kluge, Nom. Stammb. § 187 ogsaa ags. lesu; dette ord, der forekommer i cas. obl. to gange som /yswe, en gang kentisk som /eswe, synes imidlertid at henvise til en grundform /uswio- (sl. cylu ‘guttatus, punkteret’). 5 Ordet ferhħwa- eller /erhħwu- synes mig identisk med skr. parçu-s f. ‘ribben’, hvoraf folkenavnet ‘perser’ er afledet, ligesom i germ. betegnelser for ‘mand’ (on. firar, fyrvar, fyrðar) er dannede af samme stamme: ribbeegnen (sl. skr. perçoa. n. side’) altsaa betragtet som livets sæde (J perk ‘være krum’ gjenfindes i gr. πόρκης ‘spydring’). Fjarg til oht. fërgôn ‘bede’, lat. preces?