Anm. af Andreae Sunonis f. Hexaëmeron, ed. Gertz. 141 former sin dom: Quod autem ad artem metricam pertinet, Andreas potius laudandus quam culpandus erat; et in hac re illud praecipue satis mirari equidem non possum, hominem. barbarum prosodiam uocum Latinarum tam bene perdiscere potuisse, ut in paucissimis tantum uerbis erraret, in his quoque ita, ut et auctores nominare posset, quorum exemplis se defenderet, et facilem erroris excusationem haberet, cum haec uerba non aliter uersibus includi possent (Praefatio XXI). Efter dernæst at have givet en kort udsigt over Anders Sunesöns øvrige forfattervirksomhed, hans nu tabte værk om sakramenterne, der har vyæret et supplement til Hexaëmeron, hans sekvenser til jomfru Maria og hans latinske omskrivning af skånske lov, går udgiveren over til at omtale håndskriftforholdene ved Hexaëmeron. Af omtale kendes flere gamle håndskrifter, som nu er forsvundne. Fra Middelalderen har man nu kun Roskildehåndskriftet, der findes i universitetsbiblioteket (E donatione variorum 155 4to), hvortil det er kommet 1731 som en gave fra grev Chr. Rantzau. Håndskriftet, der oprindelig havde tilhørt domkirken, havde senere været i Huitfelds og Christoffer Ulfelds eje. Det beskrives udførlig, da dets tekst er lagt til grund ved udgivelsen. Henimod slutningen af det 13. århundred mä det være blevet til; både den hånd, der har skrevet hele værket, og den hånd, som har foretaget enkelte rettelser, kan henføres til denne tid. Dernæst fremlægger prof. Gertz udbyttet af sine undersøgelser vedrørende skolierne og glosserne i randen og under teksten. De fleste af disse er efter hans mening tilföjede af den mand, som afskrev hele værket, og det uagtet skriften til forskel fra tekstens er kursiv og skönt der anføres mange andre kildeskrifter end dem, der omtales i teksten. Noterne må nemlig allerede have stäet i det håndskrift, efter hvilket Roskildehåndskriftet er en afskrift; det sandsynliggöres i det mindste ved, at der ofte i noterne er indløbet fejl, som næppe vilde være begâåede af den, der af egen drift havde skrevet bemærkningerne. Rimeligvis har ejeren af dette oprindelige håndskrift under studierne i Paris föjet noterne til; prof. Gertz gör her opmærksom på skoliet til v. 1350, hvor «solutio magistri Alexandri nostri» kunde være hentydning til Franciskaneren Alexander fra Hales’s forelæsninger. Det er oftere ret interessant at lægge mærke til skoliastens afvigelser fra teksten — se f. eks. v. 1289 og v. 1357 —, og hvor han stiller sig i modsætning til Anders Sunesön, vil man i reglen kunne give ham ret. En anden skoliast har, sikkert af sig selv, tilföjet nogle skriftsteder og uddrag af kirkeretten. De malede begyndelsesbogstaver i teksten har en maler föjet til; men han har været ulærd og har gjort sig skyldig i slemme fejl. Til slutning omtaler udgiveren de forskellige afskrifter af dette Roskildehåndskrift ; den bedste af dem er den i Kall’ske saml. (317 4to), men alle