142 Hans Olrik: har de mange fejllæsninger og har derfor ikke videre værd som hjælpemidler. Efter Hexaëmerons tekst følger en meget nyttig kommentar (s. 283—375). Her gives dels oversigt over indholdet, dels henvisninger til skolastiske værker, der har været Anders Sunesöns kilder, og dels ligefrem fortolkning. Enkelte forklaringer er måske mindre nødvendige for den, der er vant til at have med middelalderlig latin at göre; men gennemgående er kommentaren en udmærket hjælp og mange steder höjst fornøden. Man mærker ret, hvor gavnlig den har været for læsningen, når man kommer til de to afsnit af skriftet, hvor man må savne den og på egen hånd må kæmpe sig igennem de tanketunge heksametre. Disse afsnit er v. 782—1416, der handler om Treenigheden, og 11. bog, der handler om Kristi naturer og inkarnationen. Det er udviklinger, som måske i höj grad vil interessere en eller anden dogmatiker, skönt Anders heller ikke her synes at gå ud over Peder Lombarderen eller andre af den tids dogmatikere, der atter i alt væsenligt slutter sig til Oldkirkens lærere. Imidlertid vil ingen bebrejde prof. Gertz, at han som filolog har undladt at gå nærmere ind på fortolkningen af disse overordenlig vanskelige afsnit; man kan ikke undre sig over, at så spidsfindige drøftelser af emner, der ligger langt ud over videnskabens enemærker, har været ham imod. Til kommentaren har prof. Gertz föjet en kritisk udgave af Anders Sunesöns to Mariasekvenser, med flere betydningsfulde tekstrettelser og med tilhørende forklaringer. Det fremgår heraf, at den bekendte og for den tid åndrige samstilling af Evas navn og engelens hilsen «Ave» (Evas navn læst bag fra) som billede på den faldne og genoprejste menneskeverden ikke er Anders Sunesöns egen idé, men et lån fra Peder Comestor. Derpå følger (s. 380—423) «index verborum et dictionum», atter et meget omfattende arbejde, som vil være læseren til stor nytte. Ordlisten gör nemlig tjeneste både som leksikon, fortolkning og sagregister til Hexaëmeron, og i mange tilfælde vil man også kunne rådspörge den under studiet af andre middelalderlige værker. — Bogen slutter med et tillæg, der indeholder forskellige Hexaëmeron-studier. Jeg skal her særlig fremhæve den interessante række af den lærde ærkebiskops forsyndelser mod de græske ords betoning og gengivelse, der — tillige med andre ting — viser, at Anders Sunesön ikke selv har kunnet græsk!. De hyppig forekommende græske ord havde forledet Fr. Hammerich til at udtale, at Anders Sunesön kunde kæmpe sig gennem Nye -| 1 V, 7880 skrives Kristus græsk: xpof. Dette kunde mere end allè de græske ord tyde på kendskab til græsk. Men dette ord må have været en ren undtagelse, og det hidrører desuden måske ikke en gang fra Anders Sunesön selv, men kun fra afskriveren. .