Anm. af Andreae Sunonis f. Hexaëmeron, ed. Gertz. 143 testamente i grundsproget; ja, da Homers navn nævnes v. 138, troede han endog, at vor lærde landsmand havde kendt denne forfatter. Men det viser sig, at Hexaëmerons græske ord er hentede fra skolastikerne, og at Anders sely ligesom de allerfleste af den tids fremragende lærde ikke har kunnet græsk. Det hyppigst forekommende græske ord er γοῦς, som han gengiver ved Noys (— Kristus), udtalt som noïs — hvilket kan ses af mange vers — og gør til hunkön, svarende til lat. <«sapientia». Man er heller ikke i tvivl om, hvad man skal dömme om en forvirret form som (v. 6981) <«protheseos paralauge» («palauge» hskr.). Prof. Gertz har i dette spörgsmål skaffet fuld klarhed til veje. Ligeledes har prof. Gertz i forordet (V) med bestemthed afvist den af Hammerich antydede mulighed, at Anders Sunesön har haft lidt kendskab til hebraisk. Prof. Gertz har til sit store arbejde haft understøttelse fra Kultusministeriet og den Hjelmstjerne-Rosencroneske stiftelse, og han har tilegnet sine universitetsvenner, professorerne Ludy. F. A. Wimmer og Harald Höffding, det smukke værk. Fra Thorsens påbegyndte udgave har han lånt litografiet af Anders Sunesöns grav, der allerede er kendt fra Hammerichs «En skolastiker og en bibelteolog» og andre værker, og gengivelsen af en side af håndskriftet. Det vilde også have været af interesse, om billedet af Anders Sunesöns hovedskal med bispehuen havde fået en plads 1 dette værk; det haves i alt fald i Vitterhets academiens handlingar XVI (1841). Man kunde spörge, om det historiske udbytte, Hexaëmeron giver os som minde om Valdemarstiden, er det mægtige udgiverarbejde værd. Det vil straks vise sig, at værket i den grad mangler hentydninger til sine omgivelser, at det for den sags skyld lige så godt kunde være skrevet i ethversomhelst andet af Europas kulturlande. Selv tidsforholdene vilde være vanskelige at udfinde, når man ikke kendte den skolastiske teologis udviklingshistorie; thi antydninger af de ydre historiske forhold mangler næsten helt; det er en undtagelse, når man et sted (v. 1451 f.) finder et sidehug til Katharerne. Stedsforholdene vilde endnu mindre være til at finde, hvis man ikke havde andet at holde sig til end værket selv. Kun når man, i kraft af ydre vidnesbyrd, iforvejen véd, at skriftet er blevet til i Danmark, kan man finde nogle få steder, hvor danske forhold med större eller mindre sandsynlighed kan antages at være den historiske baggrund. Jeg skal fremlægge, hvad jeg under læsningen har stødt på af sådanne historiske antydninger. Sikrest er her v. 7055: «rex» apellatur a nobis «et comes et dux»; det kunde vel endog til nød bruges til at udfinde værkets hjemsted. Verset skal være en oplysende parallel til dobbeltbetegnelsen for Kristus, «Gud og menneske», hvorved han ikke göres til to personer, men ligefuldt er én. Jeg ser i dette vers en hentydning til den måde, hvorpå Valdemar II