144 H. Olrik: Anm. af Andreae Sunonis f. Hexaëmeron, ed. Gertz. i sine ældre diplomer betegnede sig selv: Danorum Sclavorumqve rex, dux Jutiæ, dominus Nordalbingiae (Holsten var et grevskab). — Et ret interessant vidnesbyrd om danske kirkeforhold kan man søge i v. 2875 f.: Anders Sunesön har i de foregående vers hævdet, at retlig kan ingen købslå om kirkelige handlinger, kirker, præbender og tiender; nu föjer han til, at det i virkeligheden ofte sker. Selv om hans ord vel rammer forholdene i alle de kristne lande, er det dog rimeligvis misbrugene i sit fødeland, han först og fremmest har for öje. — Jeg vil endvidere her omtale v. 2879—87, hvor Anders Sunesön udtaler sig mod åger og rente: har der mellem mand og mand været sluttet sådanne overenskomster, bör de i kraft af kirkens lov gå om igen; thi som den ringere, som tjenerinden, må den borgerlige lov vige for kirkens lov som den höjere, herskerinden. Ganske vist ligger heri ikke nogen polemik mod de gamle love; thi renter omtales slet ikke i dem. Men da vi dog har senere, middelalderlige vidnesbyrd om lån på renter, indeholder Anders Sunesöns ord vistnok dadel af en da udbredt skik i Danmark. — Endelig vil jeg henlede opmærksomheden på nogle vers, hvis indhold muligvis træder i skarpere belysning, når de historiske forhold i begyndelsen af Valdemar II’s styrelse tjener til baggrund. Det er v. 3126 f., hvor det hævdes, at end ikke paven kan løse nogen fra den éd, han har aflagt. Jeg vil minde om, at i året 1206 blev biskop Valdemar, til dels ved Anders Sunesöns forbön, udløst af sit hårde 14 års fængselsliv, imod at aflægge éd på aldrig at ville skade det danske kongedömme. Gennem et par år havde paven virket for løsladelsen og tilbudt den danske konge sikkerhed ved at lade bispen aflægge denne éd. Kong Valdemar trak sagen ud så længe som muligt; man har — og de senere begivenheder viste, at det var med god grund — ikke fæstet megen lid til den voldsomme biskops edelige løfte, og man har mäåske ymtet om, at paven, der var så ivrig for hans løsladelse, vilde løse ham fra eden, når han först havde aflagt den. Har det været tilfældet, bliver disse ord i HĦexaëmeron et indlæg i denne sag: han beder de danske ikke göre sig den slags bekymringer; paven kan ikke løse nogen fra hans éd, men kun tilgive den, der har løst sig selv, og dette sidste vilde paven vel ikke overfor den, der skammelig misbrugte hans mægling og støtte. Selvfølgelig er dette kun en gisning. Mærkeligt er det for øvrigt, at dette spörgsmål senere virkelig fik praktisk interesse i et andet betydningsfuldt dansk anliggende, idet selve kong Valdemar II efter udløsningen fra fangenskabet i Tyskland af paven blev løst fra sit løfte. Ud fra sin i Hexaëmeron udtalte anskuelse måtte Anders Sunesön altså fordömme dette skridt, hvad allerede Hammerich har gjort opmærksom på (En skolastiker s. 117). Sådanne enkeltheder, de sidste endog kun løse gisninger, kan selvfølgelig ikke væsenlig forøge vor historiske indsigt. Det