Anm. af Homeros’ Odysseia, utg. af V. Knös. 151 kunne naa at gjøre Bekjendtskab med større Dele af Litteraturens ypperste Frembringelser. En Udgave som ovennævnte har derfor Krav paa alle Skolemænds Opmærksomhed, især da den skyldes en Mand, af hvem man kan vente en selvstændig Bearbejdelse af den nyere Forsknings Resultater. Uheldigvis har imidlertid Udgiveren ment at burde tage Hensyn til de Lærere, som ville vedblive at læse de 3 første Sange, og ved at udgive disse uden Forbigaaelser, som jo netop her vilde være paa deres Plads, har han forhindret sig selv i indenfor de Bogen satte Grænser at medtage de interessante Partier i Digtets Slutning. Udvalget vil naturligvis ikke kunne tilfredsstille enhver Smag; især ville mange vist savne Telemachos’ Besøg hos Menelaos (4) og Odysseus’ hos Kirke (10); men i det hele maa det indrømmes, at det er gjort med Skønsomhed. Enkelte Vers og hele Afsnit ere udeladte, naar enten deres Æpgthed er tvivlsom eller de uden Skade kunne undværes ved Læsningen. Derimod ere de fleste af Digtets speciosa miracula taget med: Odysseus’s Ophold hos Kalypso og Bygningen af Tømmerflaaden (5, 1—387), Odysseus’s Ophold hos Phaiakerne (6 og 7); dog er Skildringen af Alkinoos’s Have (7, 103—131) udeladt som senere Tildigtning. Derefter følger Odysseus’s andet Møde med Nausikaa og hans Fortælling om sine Oplevelser (8 fra V. 457), Κυκλώπεια (9), Besøget hos Aiolos og Læstrygonerne (10, 1—134), Νέκυια (11), Sirenerne, Skylla, Charybdis og Solens Øxne (12). Udvalget ender med Odysseus’s Afrejse fra Phaiakerne og Ankomst til Hjemmet (13, 1—8371). I Texten har Udgiveren for at lette Opfattelsen af den sproglige Form optaget Formerne βήω for βείω, ἥαται, ἥατο for siata, stato. Praktisk synes det at være som Udg. gjør ikke blot at lade Tostavelsespræpositionerne undtagen ἀνά, διά, ἀμφί og ἀντί anastropheres, men ogsaa at give de tonløse Enstavelsespræpositioner ἔκ, ἐξ, εἷς, ἐς og ἔν onetegn, naar de staa som Adverbier og staa efter deres Styrelse, eller i Tmesis. En Sætning som 6, 197 τοῦ δ᾽ ἔκ Φαιήκων ἔχεται κάρτος τε βίη te bliver ellers let oversat: afhænger af Phaiakerne. Forud for Commentaren har Udgiveren skrevet en vidtløftig og klar Indledning, i hvilken han blandt andet omtaler, at Homers Digtning danner Slutningen af en lang Udvikling, og af den i Digtene forekommende Dialectblanding slutter, at det homeriske Sprog er en Kunstdialect, der aldrig er bleven talt. I en Oversigt over Odysseens Indhold berører han det homeriske Spørgsmaal; især paavises det, at Telemachossangene ere en senere Tildigtning. En tredje Del af Indledningen indeholder en Fremstilling af vigtigere Træk af Livet i den homeriske Tidsalder, oplyste ved en Grundplan af Odysseus’s Hus og en Afbildning af et Skib. Tilsidst følger en omhyggelig Behandling af den homeriske Versbygning, der imidlertid paa Grund af sin Bredde synes at egne sig mindre godt til Skolebrug. Det er uheldigt, at den vidt-