154 V. Bloch: i sine Bemærkninger til Kap. VI. Androtion havde (se Plutarchs Sol. 15) berettet, at de fattigere Klasser gave sig tilfreds med en Lettelse, der bestod ikke i en fuldstændig Ophævelse af Gjælden, men i en Nedsættelse af Renten; denne lindrende Forholdsregel i Forbindelse med den samtidig foretagne Reform af Maal og Mønt kaldtes Seisachtheia. Uden at omtale denne Opfattelse med et Ord polemiserer Aristoteles dog imod den ved at bruge Udtrykket χρεῶν ἀποκοπὰς ἐποίησε καὶ τῶν ἰδίων καὶ τῶν δημοσίων og lige efter tilføje ἃς σεισάχϑειαν καλοῦσιν, endvidere ved at opsætte Omtalen af Mønt- og Maalsreformen til Kap. 10, for at vise, at denne hverken i Indhold eller Tid stod i Sammenhæng med Seisachtheia. Andre Exempler paa Polemik anføres S. 101 til Kap. VII, 3, hvor καϑάπερ διήρητο καὶ πρότερον, og til Kap. VIII, 4, hvor ὥσπερ ὑπῆρχεν καὶ πρότερον er rettet mod de Beretninger, der tilskrev Solon henholdsvis den første Indretning af de fire τέλη og Indstiftelsen af Areopagos, fremdeles 8.1.78, 15350,1640. .. 3t. Efter at have indledet sin Fortolkning med Undersøgelser henhørende til Aristoteles’ stilistiske Technik fremdrager Forf. S. 40, 45 o. s. f. Plutarchs KLevnedsbeskrivelse af Solon til Sammenligning og kommer til det Resultat (cfr. S. 189 f.), at Plutarch ikke har brugt πολιτεία ᾿Αϑηναίων som Kilde, men Hermippos’ Beretning om Solon i hans βίοι (cfr. Busolt Griech. Gesch. 1 369). 5. 53 gaar Forf. over til Behandlingen af Kap. VIII—IX, som indeholder selve Solons Forfatning, hvoraf nogle Hovedpunkter her skulle nævnes. I Kap. VII knytter Interessen sig til Slutningsordene διὸ καὶ νῦν ἐπειδὰν ἔρηται τὸν μέλλοντα κληροῦσϑαί τιν᾽ ἀρχήν, ποῖον τέλος τελεῖ, οὐδ᾽ ἂν εἷς εἴποι ϑητικόν. Forf. sammenholder hermed Kap. 47 om ταμίαι τῆς ᾿Αϑηνᾶς: κληροῦται δ᾽ εἷς ἔκ τῆς φυλῆς, ἔκ πεντακοσιομεδίμνων κατὰ τὸν Σόλωνος νόμον (ἔτι γὰρ Ó νόμος κύριός ἐστιν), ἄοχει δ᾽ ó λαχὼν κἂν πάνυ πένης j. Hvorledes πάνυ πένης kan høre til Pentakosiomedimnerne, forklarer Forf. ved at Censusbestemmelserne for Klasserne ikke beroede paa Jordens Udbytte alene, men ogsaa paa Indtægten af den bevægelige Formue. At dette i den senere Tid var Tilfældet, kan vel betragtes som givet, da det vilde være utænkeligt, at Kjøbmandsstanden i Athen var udelukket fra Embederne. Spørgsmaalet er, hvornaar denne Omsætning fra Viktualier til Penge er sket. Fränkel (Rhein. Mus. 1892 S8. 480) tilskriver Drakon denne Reform; Keil (S. 68 fg.) mener, at den i al Fald er sket før eller ved Solon, og slutter det af, at saa kort efter ham, i Aaret 581/80, da der valgtes ti Archonter, hørte to af disse til δημιοῦργοι, hvilke ikke besad Grundejendom. Hvis dette er rigtigt, er det timokratiske Princip blevet en mægtig KLøftestang for Demokratiet; allerede ved Solons Μοηΐreform, som forringede Drachmens Vægt med over 1/4, blev det muligt for mange at komme op i højere Klasser, men end mere