Anm. af Keil, die solonische Verfassung. 155 derved, at — hvad Solon næppe har forudset — Prisen paa Arbejdet steg og Pengenes Værdi sank i den senere Tid, da Guldet strømmede ind fra Forbundsfællerne og store Formuer samledes i Athen. Da Solon satte Medimnen til en Drachme, behøvede man altsaa kun en Aarsindtægt af 500 Drachmer for at høre til Pentakosiomêdimnernes Klasse, men dette var i 4de Aarh. en ringe Indtægt, ἀφ᾽ ἧς ζῆν οὐ δάδιόν ἔστι (Talen mod Phænippos ὃ 22, cfr. Böckhs Staatshaush. I 144). Da der endvidere, for at være i Zeugiternes Klasse og (efter 457) naa til Statens højeste Embeder, kun krævedes en Indtægt af 200 (eller 150) Drachmer, havde Athen altsaa en Statsorden, i hvilken ὅ λαχὼν ἄρχει, κἂν πάνυ πένης j. Man kan da med Hude (Udg. af πολ. ᾿άϑην. S. 47) sige, at Spørgsmaalet om Ansøgerens Skatteklasse havde holdt sig som en tom Form. Efter at være omtalt i Kap. III og IV for den ældre Tids _ Vedkommende og efter Drakons Love skildres i Kap. VIII Areopagos’ Stilling i Solons Forfatning. Ordene ere alle tre Steder tildels de samme, men ogsaa kun tildels. Forf.’s Udvikling gaar nu ud paa at vise Raadets fremadskridende Betydning, og navnlig hvorledes dets tidligere Kompetence (Opsyn med Lovenes Overholdelse, Retten til at idømme dem, der forsyndede sig, personlige Straffe eller Pengebøder i eneste Instans (κυρίως) foruden den faktiske Ledelse af de fleste og vigtigste Ting i Statens Forvaltning) efter ved Drakon at være udvidet til at indbefatte Kontrol með Embedsmændene atter er bleven udvidet af Solon. Hidtil vare nemlig politiske Processer blevne paadømte ved et andet Forum (Phylobasileis, som dømte ved Prytaneum under Forsæde af Basileus); nu henvistes Eisangeli mod dem, der for-- søgte at omstyrte Statens Forfatning (τοὺς ἐπὶ καταλύσει τοῦ δήμου συνισταμένους), til Areopagos, hvor saadanne Sager naturligen hørte hjemme, naar Areopagos var ἐπίσκοπος τῆς πολιtetas. Solons Hensigt dermed var at sikre sit Værk imod oligarchisk-tyranniske Revolutioner, altsaa den samme, som laa til Grund for hans bekjendte Forbud mod politisk Indifferentisme (S. 105). Tilbage staar Spørgsmaalet om εὔϑυνα. Efter Forf.’s Udvikling bekæmper Aristoteles, naar han om Areopagos siger τοὺς ἐξαμαρτάνοντας ηὔϑυνεν, den demokratiske Theori: οὗ τὸ αἱἵρεῖσϑαι, τούτου καὶ τὸ εὐϑύγειν. Valgretten hørte med til de statsborgerlige Rettigheder; den tilkom enhver, der havde Del i πολιτεία. 1 den ældre Tid var dette kun Tilfældet med Fødsels- og Pengearistokratiet, som altsaa alene havde Valgret. Drakon udvidede πολιτεία til at omfatte of ὅπλα παρεχόμενοι, som dermed fik Valgret. Solon gav alle Athenere πολιτεία, konsekvent altsaa ogsaa Valgret. Men for hyem aflagde Embedsmændene Regnskab? I den ældre Tid kan det ikke have været for andre end for Areopagos, hvis der overhovedet var Tale om nogen Regnskabsaflæggelse. Det samme maa sikkert have været Tilfældet i