156 V. Bloch: Anm. af Keil, die solonische Verfassung. Drakons Forfatning, siden Raadet kontrolerede Embedsmændene, ὅπως κατὰ τοὺς νόμους ἄρχωσιν. Hvorledes skulde det da have været anderledes i Solons? Aristoteles kan neppe have tænkt sig andet ved Ordene τοὺς ἐξαμαρτάνοντας ηὔϑυνεν. Thi vel kan εὔϑυνα have en videre Betydning, men i denne Sammenhæng, i hvilken der aabenbart henvises til Kap. IV (Drakon), kan Ordet kun opfattes i dets tekniske Betydning. Aristoteles maa altsaa have ment, i Modsætning til Overleveringen i Atthis, at Solon henviste Embedsmændenes Regnskabsaflæggelse til Areopagos, ikke til Folket. I Kap. IX ser Forf. et af de vigtigste for Karakteristiken af πολιτεία ᾿Αϑηναίων. Den senere Tid ansaa nemlig Folkedomstolenes Oprettelse for den mest folkelige af Solons Indretninger, fordi Folkets Suverænitet dengang fik sit tydeligste Udtryk i dets Dommermyndighed. Denne Anskuelse maatte Aristoteles bekæmpe; thi var den rigtig og Solon saaledes virkelig Grundlægger af det extreme Demokrati. bleyv Aristoteles’ hele Bedømmelse af Manden og hans Værk falsk. Noget overlegent, siger Forf., kommer Gjendrivelsen, idet Aristoteles atter accentuerer Gjældsslaveriets Ophævelse som Solons store demokratiske Handling og forøvrigt kun i Slutningen af Kapitlet erklærer: «Solons Hensigt bør ikke bedømmes efter de nuværende Forhold, men ses i Belysning af den øvrige Forfatning»; med andre Ord: den i de foregaaende Kapitler skildrede Forfatning er et stort Nej mod den demokratiske Paastand. Den Kjendsgjerning, at Folkets Dommermyndighed endnu paa Solons Tid ingen betydelig Indflydelse havde i Staten, finder ogsaa Anerkjendelse hos Plutarch (Sol. 18): (τὸ δικάζειν) κατ᾽ ἀρχὰς μὲν οὐδέν, ὕστερον δὲ nauμέγεϑες ἐφάνη. — Herefter behandler Forf. Reformen af Μοπῦ og Maal (Kap. X), samt Anledningen til Solons Afrejse (Kap. XI); endelig samler han i et Slutningskapitel de af Enkeltfortolkningen vundne Resultater under et Overblik. I den Bog, paa hvilken Opmærksomheden her henledes, er der givet en indgaaende Fortolkning af et dominerende Afsnit af πολιτεία ᾿Αϑηναίων og et godt Bidrag til at klare Aristoteles’ Bedømmelse af Solon og hans Værk. Hvorvidt denne saavel som den Dom, Aristoteles i den øvrige Del af Skriftet konsekvent fælder over Athens Statsmænd, vil kunne bestaa for Historiens Domstol, bliver et andet Spørgsmaal. Kjøbenhavn, Decbr. 1892. V. Bloch.