Anm. af Thucyd. II, ed. by Marchant. 159 dem i den idethele meget planløst komponerede adnotatio critica, sãat man, hvis man vil danne sig en forestilling om, hvilke nye varianter Marchant har fundet, møjsommeligt må sammenligne denne såvel med Stahls stereotypudgave som med hans bearbejdelse af Poppos udgave (ed. 118, 1889), der for det kritiske apparats vedkommende supplerer hinanden. Et par steder giver M alene eller imod BC den rette læsemåde: 19, 2 Κρωπιᾶς, 22, 3 Κρανγώγιοι (smlgn. Iloatóðauos 67, 1), 35, 2 αὐτῶν (E F); men antallet af forkerte læsemåder har langt overvægten: 15, 1 ξυγίεσαν, 17, 3 ὥκισαν, 18, 2 αὐτῷ τῷ φοουρίῳ, 19, 2 καϑεζόμενοί τε, 22, 2 ἔχειν, 25, 4 ἁλιμένι, 29, 1 βουλόμενοι om., 42, 4 ἔτι om., 49, 6 χαὶ ἀγουπνία, 51, 5 ἐξέκαμον (B), 53, 1 ἐπὶ πλέον τῇ πόλει, 55, 1 παράλογον, ib. μὴ om. (B), 60, 6 εἰ καὶ μὴ (Dion. Hal.), 60, 7 νῦν γε τοῦ, 62, ὃ τὴν οἰκιῶν, 63, 2 δοκεῖ om., 64, 2 τῇδε om., 67, 1 τοῦ ϑέρους, 67, 2 ὁ Φιλήμονος, 68, 1 τὸ Ἄργος, 68, 5 dè... Aung. om., 71,1 καὶ καϑίσας ... γῆν om., 72, 3 μέχοι τοῦδε, 75, 1 πρῶτον μὲν καὶ, 79, 2 τῶν μὴ, 81, 8 μὲν om., 84, 3 ἀλλήλοις, 86, 1 τὴν Κοήτην, 89, 2 ὧν, 90, 1 τοιαῦτα μὲν (ΒΑ F G), 92, 6 τὸν κόλπον τὸν (C), 97, 1 μὲν ἐπὶ, 100, 5 ἐσέβαλον (A E F). Af nye konjekturer byder Marchants udgave ikke mange. C. 68, 7 foreslås istedenfor o? αὐτοῖς at læse of (δ᾽. αὐτοῖς 0g nedenfor slette δὲ efter ἀφικομένου; men Thuk. har næppe meddelt noget så vigtigt som Formions afsendelse med 30 skibe i en parentes. Mere plausibelt er ἔπιεν εμομένη istedenfor ἐπιγενομένη c. ὅδ, 2, smlgn. 6. 54, 5; konjekturen οἶδα (u) ποϑεῖν 11] c. 44, 2 er allerede fremsat før. Derimod kan udg. med en stolthed, som jeg ikke misunder ham, under kategorien: /ectio abeditore primo reposita (p. XXXV) anføre ikke mindre end 21 steder, hvor han som en trofast discipel af Rutherford, hvem udgaven er dediceret, har udskilt større eller mindre «adscripts». Da jeg i sin tid (neue jahrb. 1890 s. 801 ff.) indgående har kritiseret selve mesterens metode, kan jeg her nøjes med at anføre et enkelt exempel på dens anvendelse, nemlig c. 76, 2, hvor ordene καὶ ξυντεκμηράμεγνοι slettes; udg. finder i den kritiske note til stedet, at M's læsemåde συντεκμηράμεγνοι (ligeså i B) forråder kommentatorens bemærkning: et synspunkt, der vil kunne vise sig frugtbart. Det fortjener dog påskønnelse, at udg. har ladet de mistænkelige ord blive stående i texten og ikke som Rutherford sat dem i gabestokken udenfor; ligeledes noterer jeg med glæde, at han ofte i valget af læsemåden har givet C fortrinet for B. Derimod ser jeg med beklagelse, at han propagerer for Rutherfords antagelse, at Thuk. skulde have skrevet sit værk i det gammelattiske alfabet; han søger at støtte den med et ræsonnement, hvis paradoxale karakter han dog ikke selv er blind for, at Thuk. netop i denne sin konservative vedhængen ved det gammelattiske står som en oprører mod den ioniske histories