H. Rafn: Anm. af Scheindler, latein. Schulgrammatik. 181 regnes), af hvilke kun 6 ere Masculiner, de 3 af disse scorpio, septemtrio og temo endogsaa sjældne; derfor opstiller han o som Femininumsendelse og anfører foruden de ovenomtalte Personbenævnelser kun ordo og sermo. I Adjectivernes Bøjning er det heldigt, at Forfatteren er gaaet ud fra Endelserne: 7%, ia, ium som de regelmæssige; af Adjectiver, der mangle Neutr. Plur., nævnes kun pauper og dives! Her kunde der dog være Anledning til at advare mod at danne andre; men i det hele er Adjectivernes Bøjning fremstillet lettere og klarere end i den i Danmark brugte forkortede Udgave af Madvigs Sproglære, der jo endog ved Henvisniug fra § 38 Anm. 2 til ὃ 54 c leder til at danne en urigtig Gen. Plur. af Ordene anceps 0g præceps. F Verberne har Forf. fjærnet Fut. Imp. Act. 3 Pers. Sing. og Plur. og hele Imper. Pass. fra den schematiske Opstilling paa Grund af deres Sjældenhed, en Sparsomhed, der forekommer at være lidt mærkelig, naar man i conjugatio periphrastica fimder Formerne /audaturus fuero og laudandus fuero. Supinum og Futurum Infinitiv Passiv nævnes slet ikke som Verbalformer. Det ses forøvrigt ikke, hvorfor Forfatteren anfører Supinums Sjældenhed hos Skoleforfatterne (1ste Sup. findes efter Fortalen af 70 Verber, 2det af 27) som Grund til deres Fjærnelse fra Verbalformerne, da han dog i Syntaxen behandler dem som Substantiver i Ace. og Abl. En Construction som «auxilium rogatum» gjør dog vist Berettigelsen αὖ denne Opfattelse tvivlsom. — I Fortegnelsen over Verberne ere disse i de 4 Conjugationer inddelte efter Perfecternes forskjellige Dannelse med Reduplication, med lang eller kort Stammestavelse og med Suffixerne οἱ, ui 08 51. Syntaxen er i det hele omhyggelig og tilstrækkelig omfattende, men lider paa mange Steder af Vidtløftighed. En af Vanskelighederne ved Benyttelsen af Madvigs Syntax ligger i dens consequent gjennemførte Ordning efter Ordklasser, Casus, Tider og Maader. Det ses af den foreliggende Bog, hvilken Fordel det medfører at bryde denne Ordning for visse Hovedreglers Vedkommende. Reglen om consecutio temporum er saaledes fremstillet paa en let fattelig Maade, idet de vigtigste Phænomener ere samlede under ét. Dog burde eftertidige afhængige Sætninger have været tagne sammen med før- og samtidige i en schematisk Fremstilling, som Stoffet særligt her naturligt forlanger. Ogsaa Betingelsessætninger ere tagne under ét, men her er det uheldigt, at Forfatteren ved Siden af den irreale og den potentiale Form opstiller de indicativiske Sætninger under Navnet «Form der Wirklichkeit (realer Fall)», da det reale sat i denne Modsætning let opfattes som det sikre, en Opfattelse, hvortil man ogsaa ledes ved Forklaringen: «die Bedingung wird als wirklich vorausgesetzt», medens denne Form jo kun fremsætter Betingelsen uden Bibetydning og netop af den talende opfattes som noget uvist (bortset