182 Harald Høffding: fra de Tilfælde, hvor si er at oversætte ved «saa sandt som»), hvorimod det irreale Forhold fremsættes som noget sikkert ikke værende. Kbhvn., Decbr. 1892. H. Rafn. Richard Heinze: Xenokrates. Darstellung der Lehre und Sammlung der Fragmente. Leipzig, Teubner 1892. XII — 204 5. De to Sider, som i Platons store Aand vare forbundne paa en ejendommelig Maade, Forskningen og Mystiken, fordeltes paa hans to vigtigste Disciple. Aristoteles fortsætter Platons Forskning ved rationel Omdannelse af hans Grundbegreber og ved Gennemarbejdelsen af et Erfaringsstof, der var langt større og mangfoldigere end det, Platon byggede paa. Xenokrates er særligt paavirket af den mystiske Side hos Platon og faar, som Forfatteren af det foreliggende Skrift søger at paavise, en stor Betydning for Aandsudviklingen i den klassiske Oldtids senere Aarhundreder ved sin Systematisering af Platons spiritualistiske Anskuelser. Særligt synes Xenokrates at have paavirket Poseidonios og derved at have bestemt den platoniserende Karakter, som den senere Stoicisme kom ind paa. Hidtil har det staaet som en Gaade, hvorledes denne spiritualistiske Vending i Stoicismen — en Vending, der iøvrigt var forbunden med en større Inderlighed og Dybde i Livsopfattelsen i det Hele! — var at forklare. Kort før Heinzes Skrift fremkom havde Schmekel i en interessant Undersøgelse (Die Philosophie der mittleren Stoa in ihrem geschichtlichen Zusammenhange. Berlin 1892) paavist, hvilken Indflydelse Karneades’ skarpe Kritik af de første Stoikeres Lære har øvet paa den ændrede Stilling, Panaitios og Poseidonios indtog i adskillige Hovedspørgsmaal. Heinzes Bog yder et positivt Supplement hertil ved at gøre det sandsynligt, at det særligt er den xenokrateiske Formulering af Platonismen, som Poseidonios har benyttet ved sin Rekonstruktion af den stoiske Lære. Det er kun meget faa og korte Fragmenter, Forf. har kunnet sammenstille til Oplysning om, i hvilken Retning Xenokrates’ Tankegang gik. Af Nyt er især at nævne den — som det forekommer mig — vellykkede Paavisning, at Plutark i flere af sine religionsfilosofiske Skrifter (de Is. et Osir., de defectu oraculorum, de facie in luna) benytter Xenokrates. Derved kommer dennes Teologi (eller rettere Daimonologi) og Psykologi til at fremtræde i et klarere Lys. ' Smlgn. min Afhandling «Hedenske Sandhedssøgere» i «Tilskueren» 1892 (Juli) p. 530—532.