Anm. af Richard Heinze, Xenokrates. 183 Karakteristisk for Xenokrates’ Forhold til sin store Lærer er det, at han søger at forme til et dogmatisk System, hvad der hos Platon endnu kun var frie Muligheder, Tanken forbigaaende greb og stadigt varierede. Platons Omtale af Daimonerne er saaledes meget forskellig i de forskellige Dialoger. Der er aabenbart adskillig lusus ingenii i hans Skildringer af daimonologisk og eschatologisk Art i Dialogerne. Men Xenokrates danner sig (især paa Basis af Diotimas Ord i Symposion) et dogmatisk System, i hvilket Daimonerne staar som Mellemvæsener mellem Guder og Mennesker, levende i den laveste Del af Himmelrummet (den sublunariske Verden), uden Legeme, men baade med Aand (νοῦς) og Sjæl (ψυχή). De yde ham i hans System den Hjælp at forbinde Aandeverdenen med den materielle Verden. Tillige vinder han ved Antagelsen af dem Muligheden af at stille sig 1 et mere positivt Forhold til Folketroen end Platon havde formaaet: alle uværdige Forestillinger om Guderne og alle usømmelige Kultusformer mente nemlig Xenokrates angik Daimoner, ikke Guder. Det Ondes Magt i Verden fik endelig sin Forklaring ved, at der ikke blot gives gode, men ogsaa onde Daimoner. Netop Problemet om det Onde havde sysselsat Platon i hans senere Aar. Tanken om en Magt, der hindrer den harmoniske Aabenbaring i Verden af de evige Ideer, kan forfølges — maaske endog i sin Stigning — gennem en Række af de vigtigste Dialoger. Kulminationen have vi i Antydningen af en ond Verdenssjæl i «Lovene». I den senere pytagoræiserende Fremstilling, som vi kende fra Aristoteles’ Kritik, og som allerede fremtræder i «Filebos», er det Grænseløse (τὸ ἄπειρον) Udtrykket for det Ondes Kilde. Hvis Platon ikke selv har kaldt det Grænseløse for det Onde, saa synes i hvert Tilfælde Xenokrates at have gjort det. Modsætningen mellem «det Ene» (τὸ ἕν hos Platon, uovás hos Xenokrates) og det «Ubegrænsede» (eller som Xenokrates kaldte det: τὸ ἀέναον) faar hos Xenokrates overvejende etisk Betydning. Dualismen uddybes. Det hænger maaske sammen hermed, at Xenokrates foretager en ejendommelig Ændring i Platons Verdenssystem. Platon havde ikke opfattet Jorden som hørende til en ufuldkommen Region i Modsætning til Himlen. Men Xenokrates stiller den sublunariske Verden i Modsætning til den himmelske Verden, ligesom Aristoteles (af naturfilosofiske Grunde, men beraabende sig paa en ældgammel Tro) samtidigt gjorde. Saaledes blev den kosmologiske Dualisme til, som det i den nyere Tid kostede saa stort et Arbejde at faa omstyrtet igen. Ogsaa paa det psykologiske Omraade træder Dualismen frem hos Xenokrates. I Stedet for Platons bekendte psykologiske Tredeling: λόγος, ϑυμός, ἐπιϑυμία synes Xenokrates (efter et Sted hos Aristoteles, der maa antages at angive hans Lære) at have stillet Tvedelingen τὸ λόγον ἔχον — τὸ ἄλογον. Og det, uagtet