186 H. K. Søltoft-Jensen: ambrosianske Hdskr. (A) og det ene af dem, som findes i Wolfenbüttel (B), den anden alle de øvrige Hdskr. (og de to trykte Udgaver); til den sidst nævnte Gruppe hører bl. a. de to ældste eksisterende Hdskr., det i Vatikanet og det bekendte Hdskr. i Paris, som f. Eks. Gaston Paris har benyttet. Som Grundlag for Tekstens Fastsættelse har Udg. taget A, der vel ikke er det ældste Hdskr. — det er fra det 15de Aarh. —, men som efter hans Mening maa betragtes som det, der giver den paalideligste Tekst. Hvor dette Hdskr.’s Læsemaade er aabenbart fejlagtig eller forvansket, har Udg. rettet det for det første ved Hjælp af det beslægtede Hdskr. B, der ikke sjældent ved sin Overensstemmelse med hele den anden Gruppe viser den rigtige Vej, og dernæst er, hvor heller ikke det slaar til, Haandskrifterne af anden Gruppe taget til Hjælp; saa godt som alle Rettelser i A’s Tekst støtter sig saaledes til et eller andet af de andre Haandskrifter. Man kan maaske finde hele denne Fremgangsmaade en lille Smule vilkaarlig, men det er dog et Spørgsmaal, om man kunde opnaa noget bedre Resultat ad nogen anden Vej. Det drejer sig jo ikke her om at faa nøjagtig den Tekst, som Andreas selv har skrevet — noget saadant vilde ganske simpelt paa Grund af Haandskrifternes Tilstand være umuligt. Trods det, at Udg., hvad der maa roses, ikke hengiver sig til Konjekturer, som ikke støttes af de forhaandenværende Haandskrifters Læsemaader, er det lykkedes ham at tilvejebringe en paa næsten alle Punkter forstaaelig Tekst; kun paa enkelte Steder har han maattet opgive Ævret m. H. t. at bringe Mening i Haandskrifternes Læsemaader. Udg. har selvfølgelig ikke ladet det være nok med at give den saaledes fastslaaede kritiske Tekst, men ledsager den med et kritisk Apparat, som indeholder alle de Varianter, som kan antages at have nogen Betydning, saavel fra A og B som fra Haandskrifterne af 2den Gruppe, navnlig fra de to før omtalte ældste. Man kan ved Hjælp af disse Varianter faa alt nødvendigt Kendskab til de vigtigste Haandskrifter. Dr. Trojel inddeler Andreas’s Værk i 3 Bøger. Naar han til Støtte herfor anfører, at denne Inddeling findes i adskillige af Haandskrifterne (in compluribus codicibus) er dette for saa vidt mindre rigtigt, som den efter hans egne Angivelser kun findes i de to. I de fleste og bedste Hdskr. er Værket delt i to Bøger, saaledes at det Afsnit, som ved Inddelingen i 3 Bøger danner anden Bog, i nogle Hdskr. er Slutningen af første, i andre Begyndelsen af 3dje Bog. Den af Udgiveren valgte Inddeling er for Resten naturlig, naar Hensyn tages til de behandlede Emners Art (1ste Bog om Kærlighedens Erhvervelse, 2den om dens Bevarelse, 3dje om, hvorledes man undgaar Kærligheden), og støttes betydelig af den Omstændighed, at den skal findes hos Geremia da Montagnone, der rimeligvis levede i Slutningen af det 13de