194 Axel Olrik: Anm. af Die Hvenische Chronik. I året 1603 blev den oversat af præsten Niels Michelsen, Ålborg; og denne danske oversættelse er den eneste skikkelse, hvori den er kommen til os. Sv. Grundtvig trykte den, Danm. gl. folkev. I 38, efter en skødesløs afskrift fra 17de årh. (Add. 107 fol. på universitetsbibl.); senere opdagede han, at det stokholmske håndskrift K 23 var forskrift for det københavnske, og DgF. III 769 meddelte han rettelser derefter. — Den «hvenske krønikes» forhold til andre Nibelungendigtninger er behandlet af P. EB. Müller, W. Grimm, 5. Grundtvig og senest W. Golther (5: 1. Vergi. lit., NF. 11). Noget væsenligt nyt har dr. Jiriczek ikke villet yde ved sin udgave, men et lettere overblik over det kendte i så pålidelig form som mulig. Han aftrykker for første gang Stokholmerhåndskriftet fuldstændig; og han meddeler alle, selv ubetydelige afvigelser i den københavnske afskrift af det (tidligere trykt fuldstændig hos Grundtvig); dertil föjer han Vedels viseindledning (tidligere trykt hos Grundtvig) og Stephanius’ noter, skönt de kun er latinsk oversættelse af Vedel. Endvidere nyere hvenske sagn om samme æmne, nemlig foruden de hos Grundtvig benyttede også et citat af Sjøborg 1830 og nogle optegnelser, som udgiveren sely har samlet under et tre dages ophold på øen i 1892. Nogen vurdering af disse nyere sagn kommer udg. ikke ind på; jeg skal blot bemærke, at al senere overlevering røber påvirkning af Vedels visebog, og at det eneste sikkert ægte træk i den er, at skattebjærgets nøgle kastes i havet. Til oplysning af Nibelungendigtningen indeholder disse sagn næppe meget; men dr. J.s optegnelser har nogle interessante bidrag til folkedigtningens liv hos almuen. Udgaven af krøniken synes udført med den grundighed og omhu, som en tysk filolog af god skole udviser. Dens undertiden vel store omstændelighed har måske sin grund i, at det er udg.s förste arbejde af denne art. Vi er i alt fald ikke vante til at se danske afskrifter fra 17de årh. aftrykte diplomatarisk med håndskriftets linjedeling og en note for hver udeladt u-tøddel og i-streg og for hver glemt streg i et z. Nüöjagtigheden drives til det yderste s. XIII, hvor udg. aftrykker pastor O. Kalkars skriftlige meddelelser med krøller over u’erne. Stokholmerhåndskriftets mange små skrivefejl beholdes i teksten (bl. ἃ. 93, 918, 171), til dels endog uden at nævnes i noten (afskriveren i 17de årh. har overalt set disse fejl og rettet dem); en af fejlene (113) forsvarer udg. i forordet. Ved lidt större fortrolighed med dansk sprog kunde han vist være kommen på simplere måde gjennem disse spørsmål. — I det hele har udg. arbejdet sig ind i alt, der vedkommer udgaven, med flid og sædvanlig også med held. Axel Olrik.