196 A. B. Drachmann: Navn har da levet ned til de seneste Tider. Han har grundlagt den romerske Grammatik. Naturligvis paa græsk Grundlag. Oprindelsen fra Grækerne viser sig overalt, man finder dem ofte citerede hos de romerske Grammatikere (Graeci), Etymologier hentes fra Græsk, og græske Vers anføres. Varro havde allerede mange græske Citater eller Forklaringer. Men ogsaa de senere Grammatikere kunde paa egen Haand benytte græske Kilder, og herved maa man noget modificere Ytringerne ovenfor om Afhængighed hos senere Grammatikere af deres Forgængere. En Grammatiker som Priscianus benytter selvstændig Apollonios (Dyskolos). For ethvert af de nævnte 15 Kapitler anfører nu Forfatteren de latinske Grammatikeres Definition af det deri omhandlede Begreb, Indholdet af Afsnittet derom, og sammenligner de græske Grammatikeres tilsvarende Udtalelser og Meninger. For Exempel om Accenten. Definition: hos Dositheus «80-centus est unius cujusque syllabae proprius sonus» og lignende hos andre Forfattere, men i det sene grammatiske Skrift, der citeres som Codex Bernensis 16 (væsentlig Udtog af Isidor): «accentus est ... voz syllabae, quae in sermone plus sonat de ceteris syllabis.» Her i det sidste Sted defineres altsaa Accenten som den betonede Stavelses Udtale, ligesom hos Servius, og hos andre kaldes da i denne Forstand Accenten for «anima vocis.» Saa kommer Etymologien af accentus. Accenternes Arter: acutus, gravis, circumflexus. Deres Plads i Ordet (udførligt behandlet af Grammatikerne). Tegnene for Accenterne. Derpaa Grækernes Behandling af de samme Spørgsmaal. Man vil heraf nogenlunde kunne skønne, hvilket Maal Forfatteren har sat sig: Læseren finder i den lille Bog en Sammenstilling af Grammatikernes Bestemmelser af de paagældende Begreber og en kort Oversigt over Hovedspørgsmaalenes Behandling, men ikke selve Kapitlernes Text ved Siden af hinanden. Bogen giver et lille, men paaskønnelsesværdigt Bidrag til at samle og ordne den store Masse af Angivelser hos de gamle Grammatikere og behandle dem lidt mere under Nutidens Synspunkter. C.J. Herondae Mimiambi. Accedunt Phoenicis Coronistae, Mattii Mimiamborum fragmenta. Edidit Οἰΐο Crusius. Lipsiae 1892, Teubner. XVII + 89 pp. Otto Crusius: Untersuchungen zu den Mimiamben des Æerondas. Leipz. 1892, Teubner. VI - 208 ΒΚ.