Anmeldelser. 45 lui reprocher que l'emploi des termes ‘grave’, ‘aigue’ et ‘moyenne’ en parlant des voyelles; ces termes ne caractérisent les voyelles qu’à un point de vue acoustique et ne renseignent pas sur leur formation; il vaut donc mieux les éviter et adopter la terminologie si simple et si logique de M. Sweet. Finissons par rappeler que la question du ὁ latin a été débattue lors du premier congrès des philologues scandinaves à Copenhague, en 1876: M. Ussing y soutenait que les Latins ne prononçaient pas une explosive dans çe, οἱ mais une éspèce d'affriquée (Ce, či), et M. V. Thomsen a facilement montré le peu de fondement de cette hypothèse (voir Beretning om forhandlingerne τὲ det første nordiske filologmøde p. 11 ss.). Kr. N. P. Østbye: die schrift vom staat der Athener und die attische ephebie. (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1893. "No. 6.) Christiania 1893, Dybwad. 45 's. Blandt den talrige række af skrifter, der er fremkaldte af Aristoteles’ nyfundne værk, indtager dette lille arbejde en smuk plads. Forf. søger med stor dygtighed gennem behandling af forskellige punkter at levere bevis for skriftets aristoteliske oprindelse og giver derved værdifulde bidrag til forståelsen. Imod Rühl hævder han i tilslutning til Gomperz, at ἕἑκτήμοροι må forstås som forpagtere, der svarede '/ç af afgrøden til jordens ejere, og støtter sin opfattelse med gode analogier fra romerske og andre forhold. Forf. betvivler ikke ægtheden af kapp. IV (Drakon) og XII (Solonfragmenterne) og afviser Rühls hypotese, at skriftet skulde være en af Herakleides Lembos foretaget bearbejdelse, som usandsynlig, idet han med rette gør opmærksom på, at overensstemmelsen mellem Herakleidesexcerpterne og skriftet er for ringe til at man kan antage, at de er direkte skrevet ud af skriftet, hvad der, hvis Rühls mening var rigtig, dog måtte være det naturligste, og skal man først tage sin tilflugt til flere mellemled, kommer man ind paa det helt uvisse. Overfor ϑολ δέ (Chria. Vid.-Selsk. Forh. 1891 No. 2) der mente, at skriftet måtte være affattet efter 307, fordi behandlingen af Klisthenes’ fylereform røbede kendskab til de ved den tid oprettede nye fyler Antigonis og Demetrias, viser han slående, at omtalen af 12-fylesystemet finder tilstrækkelig forklaring deri, at de bestående 12 trittyer vilde have afgivet et naturligt grundlag for en nyordning, og anfører træffende Plat. legg. VI 6 p. 758 b som et bevis på, at tolvtalsprincipet allerede før 307 var levende for en athenisk tankegang. Skriftets sidste og største halvdel (ss. 21—45) behandler efebinstitutionen, hvorom vi har fået så righoldig oplysning i