Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 51 troer som sagt, den burde være forbleven det. I vore Dage er imidlertid Cornarius’ δηλοῖ igjen foretrukket af Flere, saaledes af Cobet i Mnemosyne for 1875 p. 285, hos os af E. Trojel i de af ham besørgede Bearbeidelser af Wiehes Udgave (1875 og 1883) og nu ogsaa af Schanz i Udgaven af 1888, saa at det turde være betimeligt atter at lægge et godt Ord ind for det gamle δῆλα, naar man som jeg anseer det for ægte og oprindeligt. Eet Fortrin har unegtelig Cornarius’ Rettelse for den haandskriftlige Læsemaade: den trænger ikke til Forklaring. Men jeg er bange for, at man ved at optage den udvisker en sproglig Eiendommelighed eller rettere sagt to, som netop i denne ganske specielle Form maaskee kun findes forbundne paa dette ene Sted, men som hver for sig, troer jeg, kunne constateres med fuldkommen Sikkerhed, og hvis Forbindelse i alt Fald i andre, tildeels meget nær beslægtede Former heller ingenlunde er uden Exempler. Jeg er bange for, at Cornarius’ Rettelse hører til dem, der beroe paa, at man uden Videre paa sproglige Forbindelser troer at kunne anvende Logikens Love istedenfor at huske paa, at Sproget har sin egen Logik, der efter Omstændighederne kan være eens eller forskjellig i de forskjellige Sprog, og at man derfor, naar man møder en Forbindelse, der afviger fra den logisk correcte Form, gjør vel i ikke strax at fordømme den, men foreløbig beholde den in mente og see, om man ikke senere maaskee træffer paa Paralleller eller i alt Fald Analogier, saa at man istedenfor ἀτάκτως ἑοοιμμένα Og derfor οὐδὲν χρήσιμα (for at tale med Sokrates i Xenophons "Arouvyuoveúuarta) kan faae οἱ πολλοῦ ἄξιον κτῆμα, istedenfor den logiske Uregelmæssighed en sproglig Biendommelighed. Det er dette Resultat, jeg er kommen til med Hensyn til det foreliggende Sted, og det forekommer mig at være særlig instructivt som Paradigma for Behandlingen af slige fra det logisk Correcte afvigende Forbindelser, forsaavidt det udenfor denne Afvigelse ikke indeholder ùogetsomhelst Tvivlsomt og selve Afvigelsens Væsen er meget let at opfatte og bestemme. Det er nemlig dette, det først og fremmest gjælder om, at man gjør sig klart, hvori Afvigelsen egentlig bestaaer; thi kun under denne Forudsætning er det muligt at gjenkjende den i andre Former og Forbindelser. 4