Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 53 Fischer antog ganske naivt, at δῆλον kunde have ligefrem activ Betydning, betegne «etiam id, quod declarat, docet, arguit, manifestat, prodit, ostendit aliquid, δηλωτικόν», hvorefter saa Sætningen med ὅτε faldt ganske af sig selv. Saa nemt slipper man vel nu ikke; δῆλος betyder utvivlsomt kun «tydelig», «indlysende» (som let kan sees eller let forstaaes). Men naar man kun spørger om Meningen i det Allergroveste, pingui, ut aiunt, Minerva, har Fischer alligevel Ret. Lad os see paa de Beviissteder, han anfører. Det første er Theophrast. de caus. plant. VI, 27 eller efter Schneiders Inddeling, som ogsaa Wimmer følger, VI, 18, 8. Der er der Tale om Myrten, særlig den ægyptiske Myrte, og Aarsagerne til dens enestaaende Vellugt, og det hedder saa: «Αὐτό te! τὸ φυτὸν ὅλως ξηρὸν καὶ τὸ γένος τοῦτο μᾶλλον τῶν ἄλλων" δῆλον δὲ ἣ στενοφυλλία καὶ ἣ μικροκαρπία καὶ ἣ χρόα τοῦ καρποῦ" πάντα γὰρ ταῦτα ξηρότητος. Sætningen med δῆλον er tilknyttet ganske paa samme Maade som hos Platon, ved δέ; vi sige asyndetisk : «det kan man see af de smalle Blade, den lille Frugt og Frugtens Farve». Dette Sted tør nu ikke kaldes synderlig bevisende. Ikke, som om der i Tanken var nogetsomhelst Uklart eller Tvivlsomt; den er simpel og klar nok, og hvis Læsemaaden er rigtig, er δῆλον aldeles utvivlsomt brugt netop om de givne Kjendsgjerninger, af hvilke Plantens ξηρότης fremgaaer, og netop med bestemt Hensyn til denne deres Conseqvents; men skal der ikke maaskee ogsaa her læses δηλοῖν Det mener Joh. Gottl. Schneider. «Aut δῆλον δὲ ποιεῖ», siger han, «aut δηλοῖ aut δῆλον δὲ τῇ στενοφυλλίᾳ καὶ τῇ μικροκαρπίᾳ καὶ τῇ χοόᾳ scribendum; brevissimam rationem prætuli». Han kunde have tilføiet, at δηλοῖ allerede var foreslaaet i 17de Aarhundrede af Thom. Gataker i en Anmærkning til Antonin. Il, 15, som jeg strax skal komme til, og hans Rettelse er bibeholdt ogsaa i begge Wimmers Udgaver. Det kan heller ikke negtes, at hvor Spørgsmaalet staaer imellem Adjectiv og Verbum, er det, navnlig i en Text som Theophrasts, ikke raadeligt at stole for meget paa en Adjectivform, der ligger saa nær ved den paagjældende Verbalform, ! Saaledes Hskrr.…. Wimmer læser αὐτό γε, Ald. — som Fischer følger — har αὐτὸ δὲ.