58 : C. P. Christensen Schmidt: Aristophanes δῆλα τὰ ἔργα, ὅτι Χαρμῖνος ἥττων ἐστὶ Navoμάχης, ligesom der hos Platon staaer δῆλα τὰ παρόντα, ὅτι οἷοί τ᾽ εἰσὶν οἵ πολλοὶ οὐ τὰ σμικρότατα τῶν κακῶν ἐξεργάζεσϑαι; men saa Meget kunne vi i alt Fald med Sikkerhed erklære, at der ikke vilde være det Mindste at udsætte paa Stedet af Platon, hvis der der stod: 2427 ὁρᾷς δή, ὅτι ἀνάγκη καὶ τῆς τῶν πολλῶν δόξης μέλειν. οἷοί τε γάρ εἶσιν οἵ πολλοὶ οὐ τὰ σμικρότατα τῶν κακῶν ἐξεργάζεσϑαι, ἀλλὰ τὰ μέγιστα σχεδόν, ἐάν τις ἔν αὐτοῖς. διαβεβλημένος ἢ: δῆλα δὲ αὐτὰ τὰ παρόντα νυνί. Enhver vil see, at i denne Form vilde Sætningen δῆλα δὲ αὐτὰ τὰ παρόντα νυνί være fuldstændig parallel med Sætningen δῆλα δὲ τἄργα hos Aristophanes og bortseet fra Kjønsformen og den forskjellige Tilknytning ogsaa med δῆλος εἶ λόγῳ hos Euripides. Nu, da vi ere saa vidt, kunne vi maaskee med større Udbytte betragte et tredie Sted, som Fischer anfører, men som han rigtignok ikke kan frikjendes for at have forqvaklet som Beviissted ved en høist uheldig Fortolkning, nemlig Arist. Plut. 367 f., «qui ingenia doctorum hominum tantopere exercuit», som han bemærker. Elfterat Chremylos har faaet den blinde Plutos lokket til sit Huus for at prøve paa at skaffe ham Synet igjen, at han kan uddele sine Gaver paa mere retfærdig Maade, og har sendt Bud efter Choret, sine Venner og Demoter, for at de med ham kunne faae Deel i den eventuelle Herlighed, kommer ogsaa Blepsidemos til, hidkaldt af Rygtet; men da han hører, at Chremylos endnu ikke er bleven definitivt riig, men at der endnu er en Hage ved Tingen, fatter han Mistanke om, at han ikke har reent Meel 1 Posen, og udtaler fra V. 362 af, stadig afbrudt af Chremylos, sine Betænkeligheder for sig selv eller for Choret og Tilskuerne: «Der er dog ingen Ærlighed meer i Verden! Det er Profiten, det Hele dreier sig om! Ak, hvor forandret han dog er imod tidligere!» osv. Saa siger han da ogsaa V. 367 Í.: ἀλλ᾽ οὐδὲ τὸ βλέμμ᾽ αὐτὸ κατὰ χώραν ἔχει, ἀλλ᾽ ἐστὶν ἐπίδηλόν τι πεπανουργηκότι. Ogsaa efter Fischers Tid har dette Sted været Gjenstand baade for de meest umulige Fortolkninger og for de meest forskjellige Rettelser, men det er maaskee ikke saa slemt endda, naar man seer rigtig paa det. Om i det første Vers τὸ βλέμμα er Nominativ og ἔχει intransitivt