Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 59 («ikke engang Blikket er roligt»), eller τὸ βλέμμα er Accusativ og ἔχει transitivt («ikke engang Blikket kan han holde roligt»), eller maaskee den i Ven. bevarede gamle Variant μένει byder det Rigtige, er uden Betydning for Hovedspørgsmaalet, som kun angaaer Forbindelsen i det andet Vers. Vil man her — hvad jeg ikke kan see der er nogen særlig Opfordring til — tage ἐστὲν ἐπίδηλον personligt, ja, da maa man naturligviis i det Følgende have en Sætning med ὅτι, og en saadan er da ogsaa indsat baade af Meineke (ὅτι seπανούργηκπέ t) Og med mere lempelig Rettelse, men en foruroligende dristig Ordstilling af Bergk (τὲ πεπανούργηχ᾽ ὅτι). Men ogsaa de, der mere naturligt have taget ἐστὲν ἐπίδηλον som Prædicat for det underforstaaede τὸ βλέμμα, have i det Hele ikke ret kunnet klare sig med τὶ πεπανουργηκότι. En af Scholiasterne forklarer ἐπίδηλον som eenstydigt med ὅμοιον, og denne Taabelighed har forført Fischer til den halsbrækkende Fortolkning: «quum similitudo, quæ intercedit alicui rei cum altera, aliquid manifestet, indicet, declaret, arguat, δῆλον et ἐπίδηλον videntur etiam ita usurpata esse, ut essent idem quod ὅμοιον atque adeo huius vocabuli constructionem sequerentur», hvorefter han oversætter: «sed nec vultus ipse immotus est et quietus, immo similis est vultui hominis, qui aliquid commisit» og saa igjen forklarer dette ved «ipse Chremyli vultus loquitur, eum commisisse aliquid, dass es nicht richtig mit ihm sei». Bernhard Thiersch — ja, hvad kan Mennesker ikke falde paa! — tager ἐπίδηλον adverbielt og er meget stolt af sin Oversættelse «oculi ipsi non sunt tranquilli, sed aperte sunt homini, qui aliquid commisit», hvilket skal betyde «Øinene tilhøre aabenbart et Menneske, som har begaaet en Kjæltringestreg». Andre have forsøgt sig med Conjecturer, blandt hvilke ogsaa det uundgaaelige Verbum δηλοῦν 11 Regelen staaer κατὰ χώραν ἔχειν intransitivt (s. Blaydes’ Commentar), men selvfølgelig kan Præpositionalbestemmelsen κατὰ χώραν ikke være udelukket fra at forbindes ogsaa med transitive Verber (Xen. Hell. VI, 5, 6 z. y. ἐᾶν τὴν πόλιν), og ogsaa det eenstydige ἀτρέμας ἔχειν bruges stundom transitivt (Herod. VIII, 14 m. Krügers Anm.). Det i Rav. og Ven. overleverede ἔχεις forudsætter ogsaa transitiv Betydning, men kan ikke bruges, fordi Blepsidemos fra V. 362 af ikke taler til Chremylos, men à part.