° 68 C. P. Christensen Schmidt: Ogsaa denne Combination af det Givne og det deraf Udledede til en sammensat Sætning er uden al Tvivl fuldkommen correct græsk Sprogbrug og blot et særeget, i denne specielle Form maaskee enestaaende, Exempel paa et slet ikke ualmindeligt Phænomen, som jeg nu skal søge at beskrive og documentere. Hvor nemlig et Verbum, der betegner en Virksomhed, som hører til Uddragelsen af en Slutning, eller selve Slutningsuddragelsen og Udbyttet deraf, altsaa et Verbum, der betyder «betragte», «undersøge», «overveie», eller <«opdage», «finde», «erkjende», eller «udtyde» og «slutte», eller endelig «forstaae», hvor et saadant Verbum efter sin Natur kan forbindes baade med et Object, der betegner Slutningens Prius (det, hvorfra man gaaer ud), og med et Object, der betegner dens Posterius (det, man udleder af det Givne), — som man jo kan undersøge baade en given Gjenstand og et ubekjendt Forhold (σκοπεῖν og lignende Verber), som man kan opdage baade en Kjendsgjerning og det, der følger af Kjendsgjerningen (εὑρίσκειν), som man kan tyde baade et Tegn og hvad der ligger i Tegnet (slutte fra Noget og slutte til Noget, συμβάλλειν), og som man endelig kan forstaae baade det, man seer og hører eller overhovedet iagttager, og det, der fremgaaer deraf (συνιέναι) —: der kan det paa Græsk skee, at Verbet forbindes med et Object i Nominalform (eller Pronominalform), der hører til den ene Art, og at der saa tilføies en Bisætning, der repræsenterer et Object af den anden Art, eller omvendt, at der begyndes med Bisætningen og saa Verbet med det nominale Object kommer bagefter som Hovedsætning. Bisætningen vil efter Sagens Natur ved σκοπεῖν og lignende Verber være en indirect Spørgesætning, ved de øvrige Verber en declarativ Gjenstandssætning. Jeg skal begynde med et Sted, hvor der i nyere Tid er reist Tvivl om Ordforbindelsen, og som vi derfor maae dvæle lidt ved, nemlig Xen. Mem. II, ὃ, 4—5. For at bringe en af sine Omværende, der forsømmer at hjælpe en Ven, som er bleven fattig, paa bedre Tanker, spørger Sokrates Antisthenes i Vedkommendes og flere Andres Nærværelse, om der ikke kunde’sættes forskjellige Priser paa Venner, lige saa vel som paa Slaver. Jo, mener Antisthenes, det er der ingen Tvivl om; een Ven vilde jeg nok give to Miner for, en anden ikke engang en