Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 69 halv, een vilde jeg ikke finde for dyrt betalt med ti Miner, ja en anden vilde jeg give Alt, hvad jeg eier og har, for at faae til Ven. Men bør man saa ikke, slutter Sokrates, omhyggeligt prøve, hvor meget man selv er værd for sine Venner, og søge at være saa meget værd for dem som muligt, for at de ikke skulle føle sig fristede til at opgive En? yd γάρ τοι, vedbliver han saa, πολλάκις ἀκούων τοῦ μὲν ὅτι προύδωκεν αὐτὸν φίλος ἀνήρ, τοῦ δ᾽ ὅτι μνᾶν ἀνϑ ἑαυτοῦ μᾶλλον εἵλετο ἀνὴρ ὃν eTO φίλον εἶναι, τὰ τοιαῦτα πάντα σκοπῶ, μὴ ὥσπερ, ὅταν τις οἰκέτην πονηρὸν πωλῇ, ἀποδίδοται τοῦ εὑρόντος, οὕτω καὶ τὸν πονηρὸν φίλον, ὅταν ἐξῇ τὸ πλέον τῆς ἀξίας λαβεῖν, ἐπαγωγὸν ἢ ἀποδίδοσϑαι. Jeg følger L. Dindorf i at læse ἀκούων istedenfor ἀκούω og sætte Komma foran τὰ τοιαῦτα πάντα istedenfor Punctum; thi ellers mangler unegtelig den Forbindelse mellem Sætningerne, som ubetinget er nødvendig, fordi γάρ efter Sammenhængen ikke kan høre til noget andet Verbum end σκοπῶ (man maa søge at være saa værdifuld en Ven som muligt; thi ellers kunde det maaskee være fristende at sælge En); derimod kan jeg ikke følge Dindorf i hans Opfattelse af Ordene τὰ τοιαῦτα πάντα som et ubestemt fortsættende «og andet Lignende», der endnu hører til det foregaaende ἀκούων. De Steder, han anfører til Støtte derfor, ere i alt Fald ikke bevisende; thi i dem danne deels de paagjældende Ord det sidste Led i en asyndetisk Række (medens her de foregaaende Led ere forbundne ved μέν — δέ)", deels ere de ikke fortsættende alene og høre grammatisk slet ikke til det Foregaaende, men tjene til at sammenfatte de enkelte Led under et almindeligere Begreb netop med Hensyn til det Efterfølgende”. Jeg forbinder altsaa ligesom Alle før Dindorf τὰ τοιαῦτα πάντα σκοπῶ, μὴ τὸν πονηρὸν φίλον 1 De Steder, Dindorf anfører af denne Art, ere alle tagne af Forfattere fra Keisertiden. fem af Apollonios’ Syntax (p. 286, 16, p. 293, 4, p. 304, 14 og 18, p. 333, 27), eet af Dio Cassius (LXI, 17), men der vilde uden Vanskelighed kunne opføres en ligesaa lang Række eensartede Steder f. Ex. af Demosthenes (s. Westermann t. VIII, 25). ? Af denne Art ere blandt de af Dindorf anførte Steder Xen. Mem. I, 1, 7 og Thuc. IV, 48; i det første er en Afslutning af Opregningen tydeligt marqueret ved γενέσϑαι, i det andet har παντὶ τρόπῳ sit eget Verbum i det følgende ἀναλοῦντες.