76 C. P. Christensen Schmidt: Forøvrigt er det, naar Alt kommer til Alt, maaskee slet ikke engang saa aldeles afgjort, at ikke ogsaa selve Adjectivet δῆλος er brugt i alt Fald een Gang til paa den her beskrevne Maade; der er paa et enkelt Sted virkelig en Mulighed derfor, òm end Forbindelsen paa Grund af Stedets eiendommelige Beskaffenhed maa erkjendes ikke at være ganske klar og sikker, nemlig Herod. VII, 137, hvor der fortælles, at A. 430 de spartanske Afsendinge Nikolas og Aneristos paa Veien til Persien bleve fangne af Athenæerne ved Forræderi af den thrakiske Konge Sitalkas og dræbte efter at være bragte til Athen, og at disse to Mænd vare Sønner af den Bulis og den Sperthias, som i sin Tid, da det Brud paa de hellige Love, Spartanerne havde gjort sig skyldige i ved at dræbe Dareios’ Gesandter, havde nedkaldt den som Heros dyrkede Urherold Talthybios’ Vrede over det spartanske Folk, frivillig vare dragne til Persien for at tilbyde Xerxes deres Liv til Bod for denne Misgjerning, men af Xerxes vare sendte uskadte hjem igjen. Om denne mærkelige Skjæbnens Styrelse raisonnerer nu Herodot saaledes: τοῦτό μοι êv τοῖσι ϑειότατον φαίνεται γενέσϑαι. ὅτι μὲν γὰρ κατέσκηψε ἐς ἀγγέλους ý Talvβίου μῆνις οὐδὲ ἐπαύσατο πρὶν ἢ ἐξῆλϑε, τὸ δίκαιον οὕτω ἔφερε" τὸ δὲ συμπεσεῖν ἐς τοὺς παῖδας τῶν ἀνδρῶν τούτων τῶν ἄνα- μή ikke blot paa den almindelige Maade, saa at Hovedverbets Object er Subject eller dog nødvendigt syntaktisk Led i Bisætningen (Madv. gr. Ordf. § 191 Anm. 2 — i 2den tydske Udg. Anm. 3 —, Krüger gr. Spr. § 61, 6 Anm. ὃ og 6), men ogsaa saaledes, at Objectet er en Betegnelse af Noget, man frygter for som bærende Muligheden for visse Conseqventser i sig. hvilke Conseqventser saa betegnes ved den følgende Gjenstandssætning. Saaledes læse vi Diodor. XIX, 25: δεδοικέναι δὲ τοὺς ὄνυχας καὶ τοὺς ὀδόντας (neml. den beilende Løves), μή ποτὲ γήμας καὶ παροξυνϑεὶς διά τινα αἰτίαν προσενέγκηται τῇ παρϑένῳ ϑηριωδῶς, og paa samme Maade staaer μή efter ὑπώπτευον XIII, 75, efter ὑφεωρῶντο XV, 50, efter δέδια Lucian. vit. auct. 7 extr. (Thuc. I, 102 kan μή τι... νεωτερίσωσι ogsaa være Hensigtssætning for ἀπέπεμιμαν), samt, hvad der gjør Forbindelsen ogsaa formelt parallel netop med δῆλα τὰ παρόντα, ὅτι hos Platon, efter Adjectivet δεινόν (σφαλερόν) Herod. VII, 157, IX, 53, Thuc. VII, 25, Xen. Hell. II, 1, 2. Ligesaa kan der her, som Dr. Siesbye gjør mig opmærksom paa, maaskee være Anledning til at notere Brugen af Adjectivet ἀναγκαῖος med efterfølgende Infinitiv Plat. Gorg. 449 B extr. om det, der medfører Nødvendigheden af den ved Infinitiv betegnede Handling,