Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 77 βάντων πρὸς βασιλέα διὰ τὴν μῆνιν, ἐς Νικόλαν τε τὸν Βούλιος καὶ ἐς ᾿Ανήριστον τὸν Σ᾽ περϑίεω», ὃς εἶλε Δλιέας τοὺς ἔκ Τίρυνϑος ὁλκάδι καταπλώσας πλήρεϊ ἀνδοῶν, δῆλον ὧν μοι ὅτι ϑεῖον ἐγένετο τὸ πρῆγμα ἔκ τῆς μήνιος. Fjerne vi af det andet Led i dette Raisonnement alle de tilføiede og indskudte Bibestemmelser, som have nødvendiggjort Gjenoptagelsen af den afbrudte Traad ved ὧν, og med dem selve denne epanaleptiske Tilknytningspartikel, da beholde vi tilbage den simple Forbindelse τὸ δὲ συμπεσεῖν ἐς τοὺς παῖδας τῶν ἀνδρῶν τούτων δῆλόν μοι, ὅτι ϑεῖον ἐγένετο τὸ πρῆγμα, altsaa en Forbindelse, som baade i Form og Tankeindhold fuldstændigt svarer til den hos Platon, for saa vidt vi da tør forudsætte, at τὸ ovuσεσεῖν er meent som Subject, hvad i alt Fald Krüger bestemt synes at gaae ud fra, naar han til δῆλον bemærker, at «rexμήριον würde dem τὸ συμπεσεῖν mehr entsprechen», og hvad der ogsaa ligger nærmest efter det første Leds grammatiske Form (ὅτι μὲν γὰρ ἐπέσκηψε ἐς ἀγγέλους ἣ Ταλθυβίου μῆνις ..., τὸ δίκαιον οὕτω ἔφερε). Men der er unegtelig ogsaa en Mulighed for, at τὸ συμιπεσεῖν té. kan være meent som en blot forudskikket Antydning («hvad det angaaer, at —»), som det i lignende Tankeforbindelse er Tilfældet med en saadan substantiveret Accusativ med Infinitiv Lycurg. in Leocr. 91 ἐπεί γε τὸ ἐλϑεῖν τοῦτον, οἶμαι ϑεόν τινα αὐτὸν ἐπ᾽ αὐτὴν ἀγαγεῖν τὴν τιμωρίαν, og saa bliver det den efterfølgende Bisætning, der er Subject for δῆλον. Men selv om altsaa dette Sted faaer staae hen som tvivlsomt, haaber jeg, at man vil være enig med mig i, at der efter alt det iøvrigt Udviklede vilde høre en mere end almindelig Grad af Pedanteri til at tvivle om Sætningsforbindelsen hos Platon, blot fordi en ogsaa i Henseende til Prædicatets specielle Form fuldkommen congruent Forbindelse maaskee ikke lader sig eftervise. Spørge vi nu til Slutning, hvorledes man i de her beskrevne Sætningsforbindelser skal opfatte Bisætningens gram - matiske Forhold til Hovedsætningen, da synes dette- i de enkelte Exempler, hvor Bisætningen staaer foran (εἰ δὲ εἰκότα λογίζομαι, σκόπει καὶ ταῦτα O. 1.}, nærmest at maatte charakteriseres som et Henseendesforhold; i det aldeles overveiende Antal af Tilfælde med Bisætningen bagefter præsenterer det sig mere som et Appositionsforhold, specielt