84 Otto Jespersen: ved mit levende Ønske om at gjøre det klart for Filologerne, hvor høj en Rang de gamle mathematiske Værker indtage blandt de Skatte, som ere betroede deres Varetægt, og om at give en Mathematikers Tak til den af dem, som paa en saa fortrinlig Maade har taget sig netop af disse Værker, et fyldigt Udtryk. H. G. Zeuthen. Kursus i engelsk til selvstudium efter den Toussaint-Langenscheidtske metode. Dansk bearbeidelse efter originalens 36te oplag ved Julie Richter. Med særligt hensyn til norske elever gjennemgaaet af J. Brynildsen. København 1892, Stinck. De Toussaint-Langenscheidt’ske undervisningsbreve har allerede for mange aar siden i Tyskland erhvervet sig et stort ry og en vid udbredelse, saa at det egentlig er paafaldende, at man ikke för har forsøgt at overføre metoden paa dansk. Dette vilde sikkert for en del aar siden ha været et fortjenstfuldt foretagende, da undervisningsbøgerne i levende sprog gennemgaaende stod paa et meget dilettantisk standpunkt, og da undervisningsbreyene med deres ikke faa fortrin vilde kunne ha gjort stor nytte, saaledes som de upaatvivleligt har gjort i Tyskland. Men naar den danske bearbejdelse först fremkommer nu, gör den nærmest indtryk af et pust fra en svunden tid. Spörgsmaalene om behandlingen af levende sprog, om fremstillingen af lydlige og grammatiske forhold, er blevne drøftede saa ivrigt, og saa meget godt nyt er fremkommet paa disse omraader, at en for vistnok tyve aar siden udarbejdet bog nødvendigvis maa være antikveret nu. Ved gennemlæsningen af den foreliggende danske bearbejdelse er det da ogsaa snart sagt paa ethvert punkt, at man kunde ønske ændringer, selvom man maa anerkende det betydelige arbejde, forfatterne fra först af har lagt ind i værket. — Lydbeskrivelsen, der jo i en til selvstudium beregnet bog maa være baade præcis og letfattelig, indeholder meget urigtigt og flere uforstaaelige ting. Urigtigt er det saaledes, at r i bare osv. «fremkommer ved en vibrerende bevægelse af drøbelen», og at r i rag «frembringes ved en gentagen kraftig vibreren af tungespidsen»; det gaar ikke an at identificere det engelske a i calm med dansk og (!) norsk a; ]ydene i pay og pair burde være adskilte, osv. osv. Helt absurd er følgende anm. til § 15: «Den rigtige udtale af ὃ (i sidste stavelse af motion) træffes bedst ved at udtale ὃ (i Zuck) saa hurtig, at der opstaar en kort pause, som naar en vokal udelades og en apostrof sættes i stedet; lyden ° (1 be/ow) læres bedst ved en ganske kort, apostroflignende udtale af et «i», der har en svag