92 S. Sørensen: «hårene på issen»); pg. 202: «varetage tidens tarv» (tatkālaparicaryayā) skal vel betyde «iagttagende tiden dertil» (9: til at gå omkring og tigge; fat er ikke oversat). Pg. XVII: i stedet for «vil jeg vie mig til Sarasvatī’s glæder» (Sarasvativinodam karishyämi) vilde det være tydeligere at sige: «vil jeg göre mig en fornöjelse af [Sarasvatīı 9:1] at være lærer», i modsætning til at undervise for betalingens skyld. Om Devadatta (p. 19) er brugt i betydningen «elsker, galan», forekommer mig tvivlsomt; galanen betegnes ganske vist med dette navn, men vel kun fordi Devadatta bruges som almindeligt fingeret navn, når man ikke kan eller vil nævne det virkelige navn, ligesom N. N. hos os. Pg. 199 savnes en bemærkning om Pātaliputra, navnlig når man som oversætteren (og vel med rette) uden videre gengiver «et sydligt land» ved «Dekhan». Også på enkelte andre steder vilde en lille oplysende bemærkning (foruden de mange, som findes) formentlig have været på sin plads. De navne, hvis betydning der ligger nogen vægt på, har oversætteren meget pudsigt og træffende gengivet på Dansk i texten; de andre har han forklaret i anmærkningerne. Ved en del af dem kan der herske tvivl om den rette forklaring, navnlig om det rette forhold mellem sammensætningsledene i de sammensatte. Jeg er således tilböjelig til at tro, at Sañjīvaka (pg. XVIII) har causativ betydning («oplivende» eller sligt), altså analogt med Nandaka; navnene på -çarman antager jeg for bahuvrīhier, altså f. ex. VisØhnuçarman (p. XVI) = «den, hvis tilflugt er Vishøu». Af anmærkningerne ere de fleste oplysende og korrekte. Dette kan dog ikke siges om størstedelen af dem, der angå religionen og hvad dermed står i forbindelse. Disse ere forunderlig vage og tildels ligefrem vildledende. Det går således næppe an (pg. 200) i vore dage at betegne Jainismen som en blanding af Brahmanismen og Buddhismen, da alt tyder på, at de ere opvoksede samtidig af den gamle fælles Brahmanske jordbund. At kalde Jainismens stifter (Jina) en gud er vildledende, da han var et menneske; sekten (som er atheïstisk) kalder ham ganske vist selv således, men er ikke udsat for den misforståelse, som denne betegnelse må fremkalde hos os. Ordet Jina bruges også om Buddha'erne (ikke om «de Buddhister, som have frigjort sig... .», pg. 201). Det kan ikke bevises, at Buddhismens syn på kvinden (pg. XI) er væsentlig anderledes end Brahmanismens; at elskovsdriften frygtes i en religion, hvor det strængeste coelibat er en uomgængelig betingelse for saligheden, beviser selvfølgelig intet: den er lige så farlig for kvinden som for manden, og også i Brahmanismen kunde den komme slemt på tvers af de religiøse bestræbelser; alle ordninger af kvindens forhold vise, at hun i almindelighed i Indien regnedes for lavere stillet end manden, i Brahmanismen ikke mindre end i Buddhismen; og på den anden side omtales dydige kvinder med lige så megen veneration i den